BILLEDKALENDER

Ajourført 29.10.2021

Sårhus


"Han har studeret i Århus, på det gamle sårhus". Sådan sang Shu-bi-dua i 1982 i et - vel nok vellykket - forsøg på at give en humoristisk beskrivelse af den hos mange almindelige opfattelse af lægestanden på dén tid. Her er vi dog ikke på et sårhus i Århus men på dét, som en gang hed Vordingborg Sygehus, bygget i 1912-13 for ca. 400.000 kr. og med 3 afdelinger: En medicinsk og kirurgisk, en epidemi-afdeling og et militærhospital  (Vordingborg Kaserne blev opført på nabogrunden på samme tid). 1914 startede 1. Verdenskrig uden dansk deltagelse, så militærhospitalet kom heldighvis ikke i brug i den anledning, men der har sikkert igennem årene været tilfælde af sygdom og tilskadekomst blandt de værnepligtige, konstabler og officerer, som har krævet en lægelig indsats. Og så er det jo smart at være nabo til et sygehus.

Byens vise fædre har sikkert været glade for sygehusets epidemiafdeling, for i hvert fald allerede i årene 1918-20 kom der en meget alvorlig influenza (den spanske syge) som - epidemiafdeling eller ej - kostede mere end 15.000 danskere livet.

Efter kommunalreformen i 1970 blev sygehusdriften overført til Storstrøms Amt og efter dén i 2007 til Region Sjælland, som dog senere flyttede sine funktioner væk fra sygehuset. Nu har Vordingborg Kommune købt det tilbage og omdannet det til et sundhedscenter.

Det lyder egentlig også bedre og mere optimistisk at bruge ordet sundhed i institutionens navn i stedet for noget med at være syg. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at brugerne af sundhedscentret er i en situation, hvor fokus på helbredet er særdeles vigtigt. Nu er der nemlig rusmiddelcenter, genoptræning, rygestopkurser, kommunal tandpleje, sundhedspleje, patientkurser, jordemoder og lægevagt. Desuden flere praktiserende læger. Som man kan ane i højre side af billedet er man endda ved at udvide med en helt ny bygning. Og allernyeste melding fra regeringen er, at der skal flere hospitalsfunktioner ud i mindre byer, vi får se, om det får betydning for det gamle sårhus . Nej, sundhedscenter.

(Oktober 2021)




Byvåben


På den sydvendte facade af Vordingborg Sundhedscenter finder man også et byvåben fra den gamle Vordingborg Kommune. Det ses godt nok ikke umiddelbart, fordi man i mellemtiden har bygget plejehjemmet Rosenvang syd for det gamle sygehus. Selv om man ret beset burde udskifte det gamle byvåben med storkommunens, så ville det alligevel være synd, det gamle er altså meget mere stilfuldt. Og nu har det prydet bygningen i over 100 år, så lad det endelig hænge som et monument over sundhedsvæsenets indtog i en mindre provinsby - der er da en hel del histiorie i det. Så forekommer det trods alt fornuftigere at man efterhånden har udskiftet de fleste af de gamle vinduer med nye med højere isoleringskoefficient. (Oktober 2021)




Kommunalt vand


Helt deroppe for enden af Hammerichsvej ligger det så. Vordingborg bys vandtårn. Pænt og nydeligt bag en nydelig stensætning. Med en placering på byens formodentlig højeste punkt har det siden 1952 kunnet lede kommunevand med et passende tryk ud til byens huse. Lige ved siden af lå der oprindeligt et ældre, men mindre vandtårn, som man valgte at sprænge væk, da det nye var færdigt. Man havde åbenbart ikke gjort sig den ulejlighed at tømme vandtårne for vand, så det udstrømmende vand sørgede for at et ventilhus ved siden af blev trukket med i faldet. Selv om afstanden til det nye  vandtårn kun var 4 m, så tog det heldigvis ikke skade. Man skal åbenbart være forberedt på overraskelser, når der sprænges bygninger i Vordingborg... Interesserede kan finde en masse fotos af den store begivenhed på arkiv.dk.
Førhen stod der vandtårne i de fleste danske byer af bare nogen størrelse. Mange er fjernet og en del bruges til kulturelle formål, det kan lade  sig gøre, fordi man med vor tids pumpe- og ventilteknik fint kan holde det nødvendige tryk på vandledningerne uden at skulle have en vandsøjle af en vis højde til at klare dén opgave. Men efter sigende er der altså stadig vand i Vordingborgs vandtårn. (September 2021)




Symboler og logoer


I juli så vi på Vordingborgs tidligere elværk, hvor man ikke havde sparet på udsmykningen. 2 småfede børn oplyste Vordingborgs byvåben med elektrisk lys! Hvis man går om på bagsiden - hvis man da kan sige sådan, når det drejer sig om en rund bygning - af vandtårnet på Hammerichsvej, ser man at døren til tårnet er prydet med Vordingborgs gamle byvåben. Efter den seneste kommunalreform er det godt nok blevet uaktuelt. Dels har den nye storkommune fået et kommunevåben, som er tænkt til at favne de 4 kommuner, som i 2007 blev til én, dels er den kommunale forsyningsvirksomhed overført til et kommunalt forsyningsselskab, Vordingborg Forsyning A/S, som profilerer sig med sit eget moderne logo. Men hvad Søren? Ingen har åbenbart tænkt på vandtårets dør. Eller også  har man bare sparet penge og ulejlighed ved at beholde det gamle byvåben. Det ses vist ikke rigtigt af nogen og skulle der endelig komme nogen forbi og se det, så er det da et udmærket grundlag for et lille, skævt smil. (September 2021)




Lad det blive lys!


I 1919 var det så vidt: Vordingborg Kommunes nye elværk begyndte at levere strøm. Begejstringen for "det hvide lys" var stor og det gik stærkt med tilslutningen til den nye energikilde, som hurtigt udkonkurrerede gassen, der ellers var helt dominerende. Udsmykningen af maskinhallens facade ud mod Færgegårdsvej lader ingen være i tvivl om, at man vist har været stolte af det nye værk. To venlnærede og let påklædte børn holder hver sin elektriske lampe, hvis lys stråler ud over dem selv og byvåbnet. De ser endda ikke ud til at være irriterede over kablerne, der leverer strømmen til pærerne. Det ville vore dages børn nok ikke være lige så begejstrede over.
Gasværket lige ved siden af elværket blev revet ned sidst i 1960'erne og da elværkets kapacitet for længst var overhalet af efterspørgslen blev det i stedet anvendt til lager, værksteder og De kommunale Værkers administration. De kommunale Værker er i dag omdannet til et såkaldt forsyningsaktieselskab. Da det flyttede hovedkvarteret til Masnedø var der ikke længere brug for bygningerne på Færgegårdsvej.
I stedet er der nu kirkekontor, kordegnekotor, præsteembede og provstiudvalg, så man kan godt sige, at det nu er den åndelige oplysning, det gælder - i hvert fald på det administrative plan. Og den der fordyber sig i skabelsesberetningen kan jo ikke være i tvivl om, at det er Vorherre, der først gjorde lys - det var nu nok ikke elektrisk... Men hvis man tør være lidt fri i sine ytringer kan man vel godt tillade sig at sige, at størstedelelen af Danmarks befolkning hvis de skulle vælge, nok ville foretrække elektricitetsværkernes indsats frem for det oplysningsarbejde, Folkekirken står for. Til gengæld ved vi alle, at elektricitet kan være livsfarlig - det kan man trods alt ikke beskylde vores statsreligion for at være.  (Juli 2021)




Støv på hjernen


Humlebierne er ude i en livgivende byttehandel med stokroserne. Blomsterne tilbyder nektar, som de flittige insekter hellere end gerne tager med hjem i deres bo, hvor nye individer kan nyde godt af næringen. Til gengæld må humlebien finde sig i at blive godt støvet til  over hele kroppen. På menneskers arbejdspladser og i andre sammenhænge ville sådan noget blive betegnet som støvplage. Her er der bare tale om, at det er prisen for nektaren og om, at stokrosen ligesom humlebien også har et "ønske" om at kunne sikre artens beståen. I naturens verden kan ingen snige sig uden om - det er noget for noget. Så det buttede insekt må pænt tage noget pollen med til den næste blomst. Det kan dog godt blive for meget, så på et tidspunkt støver humlebien grundigt af. Af simpel nødvendighed og ikke som udslag af den overdrevne rengøringsmani, nogle kvinder i filmen "Støv på hjernen" var udstyret med. Filmen  kan vist godt uden at fornærme nogen beskyldes for at tegne et lidt karikeret billede af efterfkrigstidens bolig-, arbejds- og kønsrollemønstre, som var i markant opbrud. Mennesker, altså! Humlebien har levet på samme måde i millioner af år... (Juli 2021)




Frit fald


I april besøgte vi værftet i Ålbæk. Et af mange små træskibsværfter, som man kunne finde i næsten enhver havneby. Således også i Vordingborg, som vi beskæftiger os med i denne måned. Her er bygget, repareret og vedligeholdt mange mindre fartøjer af træ. Hovedsageligt til fiskeri, men også lods- og lystbåde. Men da det indenskærs fiskeri i Danmark blev reduceret til næsten ingenting tog det også andre erhvervsfunktioner med sig i det frie fald mod bunden. Også bådebyggererhvervet. Bådebyggeriet i Vordingborg står der endnu, men heller ikke mere. Det har ingen funktion ud over at bygningerne minder om svundne tider med mennesker, der gav verden liv og aktivitet i kraft af deres arbejde. Et arbejde, som i dag nok vil blive bedømt som ineffektivt - selv om det dén gang var effektivt... (Juni 2021)




Forfald


I Ålbæk blev værftets døde periode på næsten mirakuløs vis afløst af nyt liv. Det kommer næppe til at ske for dét, der engang hed Vordingborg Skibs- og Bådebyggeri. Billedet her af den store beddingsvogn viser selv i skumringslys, at der ikke rigtigt er noget at have håbet om genopstandelse i. Pudsigt nok er forfaldet med til at drage en skæv parallel til værftet i Ålbæk, hvor nogle kunstmalere i nogle år gav det et midlertidigt liv i kraft af i et lille galleri, de havde indrettet i maskinhallen. Forfaldet her i Vordingborg inspirerede nemlig i september 2020 den unge, lokale kunstner Christine Hvidt til at indhylde nogle af det tidligere bådebyggeris installationer, såsom kranen og beddingsvognene i stofstrimler, som skulle nedbrydes af vejr og vinds påvirkninger og på den måde fokusere på netop forfaldet. Da fotografen besøgte pladsen kunne det konstateres at forfaldet var fremskredent. Også for kunstværket... (Juni 2021)



Man skal huske at nyde hvert øjeblik


For naturen har travlt. Og ikke mindst mælkebøtterne. De har jo for længst - også igen i år - forbavset os med at være tidligt ude først med deres karakteristiske blade og derefter med deres aldeles flotte gule blomster. Men allerede inden foråret er helt forbi kan man blive lige så forbavset over at opleve, at samtlige mælkebøtter i et område er blomstret af for at lade vinden puste deres mange, mange frø lidt væk. Et herligt syn i aftensolen fyldt med håb om, at vi nok også skal få mælkebøtter at se også i sommer - og til næste år... (Maj 2021)



På vej mod sommer


Vi har da haft solsikinsvejr i dette forår. Bare ikke særlig meget. Temperaturerne har generelt været til den kølige side, men det skal da blive spændende at se, om det gamle ordsprog "Maj måneds kulde gi'r laderne fulde" viser sig at være sandt. Men på månededens sidste dage var det som om, at maj endelig fik vist, at den godt nok er en forårsmåned - men også den forårsmåned, der giver en forsmag på sommeren. De lyse nætter fik vi allerede i starten af måneden, men den lyse aftenhimmel har altså rigtig mange gange været skjult af et tykt skydække. Så det var da herligt endelig for alvor at kunne nyde alt det, en aften med sol, lys, skygger og farver har at tilbyde. (Maj 2021)



Købt eller solgt?


Bådebygger Kurt Sørensen døde for efterhånden en del år tilbage og siden har hans kone prøvet at få Ålbæk Værft solgt eller lejet ud. I et par år drev 2 brødre værftet som JOBI Værft inden de i 2015 flyttede forretningen sydpå til Strandby, hvor de nu har større forhold end på den lille havn i Ålbæk. Dermed lå værftets bygninger uden liv indtil for et par år siden. En flok lille flok engagerede malere indrettede nemlig et lille galleri, "Art de Mar" i maskinhallen og Kurt Sørensens datter holdt til i den store hal med sin lille forretning, "Sussis Vindue" med salg af linoliemaling. 3. april da billedet her blev taget, var til salg/leje-skiltet ikke nået at blive taget ned endnu. Men værftet var altså solgt pr. 1. april.
Galleristerne og Sussi har selvfølgelig været klar over, at det kunne gå sådan, men det kan nok ikke undgås, at de har følt sig lidt solgt. Kunstnerne har været heldige at få lov til at rykke ind i lokaler på Skagensvej, som er hovedgaden i Ålbæk. Sussis Vindue har fundet lokaler på Ndr. Strandvej næsten helt oppe ved hovedgaden. Forhåbentlig vil der stadig være mennesker, der kigger ind påde her og der, men det er lidt mere stresset med trafikken i sammenligning med det rolige miljø på havnen, hvor folk kommer ud af bilerne og nyder stemningen.

Man må også håbe, at de nye ejere af værftet kan få deres forretning til at køre anstændigt rundt, de er helt klare på, at opgaverne er en hel del anderledes end tidligere, hvor det først og fremmest var kunder fra fiskeriet, der gav brød på bordet. Det skulle helst ikke ende med, at de føler sig solgt til stangladkrids efter at have startet værftet op igen. Det vil være godt både for Ålbæk og for dem, hvis de kan lykkes med forretningen og på den måde være med til at skabe en helt ny havnestemning deroppe. (Apr. 2021)

Er bunden nået?


Ikke på billedet her. Og forhåbentlig heller ikke for de nybagte værftejere. Men deres første opgave er en overhaling af kutteren Oberon, som tilhører dykkerklubben i Skagen. Herligt at se den på beddingsvognen, som jo ellers ikke har været i brug i nogle år. Masterne var taget af den gamle kutter, så den kan komme ind i hallen og blive ordnet. Når den er sat i vandet igen kan dykkerklubbens medlemmer formodentlig melde, at bunden er nået - og det må vel være en slags succes i de kredse... (Apr. 2021)

2,75, tak.


I fars beholdninger var der 2 halve æsker blåsøm. Eller blå Ø (runde) kamsøm 14/13 (14 mm lange, 1,3 mm i diameter) fra Aktieselskabet Nordiske Kabel- og trådfabrikker. Dansk Arbejde. Det forekom utænkeligt, at der nogensinde skulle blive brug for dem. Men jo, sandelig så alligevel. De var nemlig perfekte til at sømme de mange spån på gråspurvenes nye fuglekasse. De har nemlig et hovede, som er helt fladt på undersiden, de bliver altså ikke presset ned i træet med fare for, at det skal flække. 1.100 søm gik der til redekassen, så æsken på billedet blev tømt, og der er kun ca. 300 tilbage i den anden æske nu.
Historien bag æsken på billedet er ikke verificeret. Men den er tydeligvis købt i Gøtterups Isenkram på Halskovvej i Korsør, temmelig sikkert af oldefar, da han og oldemor boede i Korsør. Om far så har arvet den, da oldemor flyttede til Bülowsvej i Skælskør, videre til Park Allé eller måske først da hun døde er der vist ingen, der kan svare på.
Gøtterup Isenkram eksisterer ikke mere, så man kan ikke spørge, hvor langt tilbage de tog en pris på 2,75 kr. for en æske med 250 g blåsøm. En lille efterforskning i dag på internettet viste en pris på 69,95 for en pakke med ca. 1.310 søm og dermed 53,40 kr. for 1.000 søm. Og så er de endda lidt tyndere, nemlig 1,0 mm. Dengang i 1900-og-måske-tresserne svarede Gøtterups pris til 1,65 kr. for 1.000. Men sådan er der jo så meget - og nu kan vi jo se, om vi får brug for flere... (Mar. 2021)

Udspring


Pludselig kommer varmen. Og alle de små spirer, man så af vintergækker og erantis i starten af januar er nu blevet til et hav af forårsblomster i fuldt flor. Selv om man troede, at de ikke ville have en chance imod frosten.
Blomster har støvdragere - selvfølgelig for at kunne blive bestøvet. Så er det godt nok heldigt, at nogle bier allerede her i starten af måneden har taget mod til sig og kigget ud af deres bo for at se, om det ikke snart minder om forår, så man kan komme i gang igen efter den årlige vinternedlukning. Vores lille ven her bliver sikkert taget vel imod når den kommer hjem med lidt pollen. (Mar. 2021)



Ingen lys, vand og varme


Vi nåede at få fjernet gråspurvenes gamle redekasse inden der indløb klager fra Fuglenes Boligklagenævn over dens tilstand. Og der blev straks hængt en ny kasse op til vores små fjerede venner. Så nu er den klar til den kommende ynglesæson - og såmænd også til overnatning, som den gamle i hvert fald også blev brugt til. Beklageligvis er også den nye bolig uden nogen form for bekvemmeligheder, men den giver læ for vind og vand, og så kan fronten klappes op, så det er muligt at lave en årlig tømning for gammelt redemateriale.

Den nye fuglebolig blev bygget i januar og har bare stået og ventet på bedre vejr. Den er bygget som en almindelig redekasse men beklædt med spån, så den har lidt ekstra til udseendet. De 553 spån er lavet af ca. 2 cm brede lister, som er høvlet ned til 4 mm tykkelse og sømmet på ca. 9 løbende meter 8x8 mm lægter. Taget er med 3 lag spån, siderne med 2. Alt er af genbrugte materialer og der er kun brugt elektrisk værktøj til at bore for til hvert af de 2 blåsøm, som holder de enkelte spån på plads. Hullerne kunne såmænd godt være boret med håndkraft, men så ville byggeriet have krævet to medarbejdere i stedet for én. Alt i alt må byggeriet vel alligevel helt i tidens ånd kunne betegnes som bæredygtigt.

Det helt spændende bliver så om gråspurvene gider at bo i den nye bolig. For når man ser, hvordan den gamle så ud, så er det i hvert fald ikke fremtoningen, fuglene interesserer sig for, det skal bare passe til dem. Skulle det vise sig, at de ikke synes om den nye redekasse, er der kun ét at sige: Den var virkelig sjov at bygge! (Feb. 2021)

Bliv væk fra vort kvarter


Tja, mon ikke Peter Belli's sang romantiserede den gamle bygningsmasse ud over det rimelige. Mange har sikkert været triste over at skulle fraflytte deres gode gamle, men saneringsmodne lejlighed. Bagefter var det nok alligevel de færreste, der ønskede sig tilbage. Men der var altså også unge mennesker, der manglede en bolig og uden at spørge slog sig ned i nedrivningsklare lejligheder. Slumstormere kaldtes de. Gråspurvenes lejlighed her hos os er også blevet slumstormet hvert år af unge par, som boede i den en sommer og fik en masse pippende unger. Men vi kunne altså ikke være lejlighedens tilstand bekendt, så beslutningen om kondemnering var for længst taget. Og efter vejrskiftet fra sne og frost til sol og næsten sommer kunne man igen stille en stige sikkert op.

For at få den gamle bolig ned var det nødvendigt at fjerne taget, men det voldte nu ingen problemer. Det ene hjørne var allerede væk og resten var så råddent, at det så let som ingen ting kunne fjernes med fingrene. Måden redekassen var bygget på, gjorde at man ikke kunne tømme den uden at skille den ad. Og formodentlig har den aldrig været tømt, for der var bygget reder helt op under taget. Det var ikke  muligt at tælle præcist hvor mange reder, der var. Men der var mange. Spandens indhold er redekassens gamle tag. (Feb. 2021)



Den første


Hellig 3 konger. Så kom årets første sne. Og den første sne i denne vinter - i det mindste her. Det var også første gang, det nye kamera skulle prøve at fotografere sne, så der var noget spændende over det. Men det gik egentlig godt nok. Så er der bare alle tankerne - de sædvanlige - omkring snevejr. Er det godt eller skidt? Ja, på mange måder er det jo faktisk lidt til besvær. Men da vi alligevel ikke kan gøre noget ved det, når det kommer, ja så kan vi jo lige så godt vælge en mere positiv holdning til fænomenet. Som f.eks. at det da egentlig er meget godt at få bekræftet, at det faktisk stadig godt kan sne, selv om den megen fokus på klimaforandringer godt kan rokke lidt ved éns tro på at verden stadig fungerer som den skal. Og så er vi da godt i gang med den første måned i det helt nye år, der ligger sikkert mange gode og sjove oplevelser og venter på os. Livet er stadig fedt! (Jan. 2021)

Isen er usikker


Nu minder vejret jo faktisk rigtigt om vinter. Der har så galt lagt sig et lag is på den lille dam i haven, det har vi ikke oplevet før. Der er jo ikke offentlig adgang, så mon ikke vi slipper af sted med at undlade at opsætte advarende tekster om farerne ved færdsel på isen? (Jan. 2021)

Lukket...


Juledag. Den gode mad fra i går er fordøjet, og der er så galt føjet lidt mere til i dag. Kan det være meget bedre? Nej, egentlig ikke. Men selv om livet går videre, er det alligevel som om, der skal noget nyt til. En god gåtur sidst på eftermiddagen, måske? Åh, det er godt nok lidt frisk og køligt i luften, men på med den gode, lune jakke og noget på hovedet til at dække den skaldede plet, så går det. Ned til stranden. Sandet er frosset lidt. Masser af skibe for anker i bugten og  lidt dønninger der bruser, når de knækker i strandkanten. Slet ikke så tosset. Hen omkring havnen og nyde stilheden lidt, inden turen går tilbage mod byen. Men puha, Sdr. Havnevej er så sandelig ikke blevet kortere, så oppe ved Skagensvej er der efterhånden en rigtig pæn distance i skankerne. En god belgisk juleøl på Det bette ølhus ville så afgjort have gjort godt til at samle kræfter til det sidste stykke. Men corona-restriktionerne sørgede for, at det ikke skulle blive til noget. Tja, det var vel nok ærgerligt!




Lodskovvadvej


Kør fra Ålbæk ad Møldamvej til Hirtshalsvej, kør så (næsten) lige over - så er du på Lodskovvadvej. Den er godt og vel 2 km lang. I sydenden er der lidt mark på vestsiden og i den nordlige ende er der også lidt mark, hvor man ofte kan se lidt kødkvæg græsse på den magre jord, som mest består af sand. Men ellers ser man bare fyrreplantage med en masse sommerhuse.
Juleaftens formiddag var det et fantastisk solskinsvejr, så det fristede faktisk til at stige ud af bilen og prøve fotoapparatet. Kameraet fejler såmænd ikke noget, men det var altså ikke hurtigt nok til at fange 3 rådyr, der pludselig sprintede over vejen. Eller var det fotografen, der var lidt træg i bevægelserne? Skal vi ikke bare sige, at det var et af de dér tilfælde, hvor opmærksomheden er rettet alle og ingen steder hen. Så hører man en lyd og inden man når at skænke det en tanke kommer de 3 dyr ud af bevoksningen, så er de på vejen og sekundet efter er de væk på den anden side af vejen. En intens oplevelse, der giver lyst til at leve meget mere endnu.



Nøjsom og hårdfør


Den grimme og mærkelige kaktus, som de tidligere beboere for næsten 2 år siden lod blive tilbage i udestuen har ikke hængt os i vejen. Den får en  lille kop vand ca. en gang om måneden. Om sommeren lidt oftere. Men ellers passer den sig selv. I år har den sat en del nye blade i forlængelse af de gamle. Og sandelig om den ikke her i november overraskede med en lille halv snes små røde blomster. En mærkelig årstid at gøre det på, for nu er der da ikke ret meget solskin til at give varme i udestuen. Det er jo næsten lige før, man kommer til at holde af bæstet. Mon blomsterne på et tidspunkt vil åbne sig?

Nyt liv


November. Dyrene fornemmer også, at der ikke længere er så rart udenfor som i sommer. Således også en lille mus, der havde set sig lidt omkring i værkstedet og opdaget fiskekassen med sommeræbler. På YouTube kan nostalgikere finde Raquel Rastenni med sangen om den lille frække mus, Pepino, som kastede sig over hendes brød, ost og vin. Hos os var der ingen nåde. De æbler, som musen endnu ikke havde gnavet i, blev kogt til grød, som med rasp og flødeskum blev til den herligste skål æblekage og resten blev smidt ud på komposten.

Vores to gamle fiskekasser er glimrende til æbler, fordi man ikke kan stable dem så højt, så bliver de ikke trykket så meget. Men kassernes tilstand var altså ikke længere helt i top. Mange af sømmene var næsten rustet op og hjørnestykkerne var meget medtagne. Men sandelig om der ikke var et par stumper af en gammel tapetsererbuk, som havde den samme dimension, så det blev hurtigt klaret. Og der blev endda råd til lidt ekstra luksus i form af galvaniserede søm. Inde bag de gamle hjørnestykker var der nogle larver, som havde gnavet lidt i endestykkerne, de blev - desværre for dem - forhindret i at forvandle sig og blive til næste generation af insekter, som flyver rundt og finder sprækker at lægge æg i.

Det er nok lidt overdrevet at kalde operationen for en renovering, det er nok mere i DSB-stil, hvor man kalder det levetidsforlængelse af materiellet, når man skal have det gamle til at holde lidt endnu. Vores kasser er i hvert fald nu klar til endnu en æblehøst, ret fantastisk, for fiskekasserne har selvfølgelig været brugt til fisk, men også til opbevaring af alskens forskellige ting og sager. Deres alder? Der er ingen grund til at overdrive, så lad os bare nøjes med at sige 40 år. Dét er da miljøvenligt...   

Gyldent løv


Når vi går fra sommertid til normaltid bliver vi mindet om, at nu går det virkelig mod vinter. Men selv sidst i oktober kan vi endnu glæde os over, at solens stråler stadig både kan varme vores krop og vores sjæl. Sjælen lunes i hvert fald, når vi ser træernes flotte efterårsfarver i sollyset.  

Forberedelser til vinteren


De, der har køer, må sørge for foder til dyrene hele vinteren igennem. Så er det godt at have et stykke eng til høhøst. Det sidste hø er pakket i baller for i år, men når det nye års sollys og varme påny får græsset til at gro, skal engen helst være nogenlunde tør. Derfor må traktoren ud og slå kanterne af grøften, så vandet kan finde derned. Man behøver ikke en fuldelektronisk John Deere med firehjulstræk. den gode, gamle - men velholdte - MF'er klarer det lige så godt. Og så går sådan en lørdag formiddag så fint...  

Tågede morgener


Solrige dage, klare nætter og svag eller ingen vind oplevede vi mange gange i september '20. Det medførte også en del tåge, ikke rart at køre bil i, men vældig flot at se, når solen begynder at brænde tågen bort. 

Nat og dag


Dagslyset svinder ind - og efter septembers jævndøgn er solen ligefrem nede i længere tid, end den er oppe. Tusmørket er blevet mere kortvarigt og med mindre intensitet i lyset end vi husker det fra de lange sommeraftener.