Ajourført 28.12.2022

Husker du?

Nej, det er jeg ikke helt sikker på, at jeg gør. Måske er hukommelsen ikke så langt under gennemsnitligt niveau, men det er mere dét, at der sker så meget på ganske kort tid. Her ser vi nogle kæmpe haller, som gør det muligt at bygge ny Storstrømsbro i snart sagt al slags vejr, så upassende vejrlig i hvert fald ikke skal være årsag til forsinkelser af byggeriet eller til forringet kvalitat af betonelementerne. Jeg mener dog at kunne huske, at her var marker og en samling store elmaster, hvor elektriciteten fra værket blev ført ned i jorden til kablerne under Storstrømmen og over til Falster. Der lå også Hjemmeværnets 200 m skydebane, som sagtens kunne rummes i den største af hallerne, så kom der en stribe vindmøller, som SEAS efter energikrisen i 1970'erne lavede forsøg med. Dernæst kom så et storstilet gartneriprojekt med kæmpe drivhuse og en varmecentral, der modtog overskudsvarme fra Masnedøværkets kedler. Og så nu dette. Det er da helt utroligt, at der kan ske så meget i løbet af et forholdsvis kort liv.
Fordelene ved at udføre så store dele af brobyggeriet inde i de store bygge- og montagehaller er bestemt til at få øje på. Hvis man ikke havde haft dem, er det slet ikke til at vide, hvor meget byggeriet ellers havde været forsinket i forhold til den "smule", tidsplanen allerede er skredet.(December 2022)

Du store verden!

Det kan man godt sige om dét, der foregår på Masnedø for tiden. Den nye havn, som man har placeret på NV-enden af øen forsøges drevet af vækst i form af udbygning, så der kan placere sig nogle virksomheder, der ind- og udskiber gods over kajkanten. Så alt dét, der allerede er bygget ud over NV-revet er slet ikke nok, der skal mere til. Derfor køres der tonsvis og atter tonsvis af jord hertil alle steder fra på store lastbiler. På våde dage som i dag, er det et farligt svineri, jeg fortrød faktisk lidt, at jeg ikke tog bilen ud til velkomstcentret, for mine fine spadseresko blev griset godt og grundigt til, man satser vist ikke på, at der kommer ret mange besøgende til fods. Men gåturen gjorde om ikke andet, at jeg havde tid til at kigge mig ordentligt omkring. Herligt f.eks. at opleve det sus, jeg fik i maven, da jeg så, at den internationale port ud til den store verden faktisk ligger på Masnedø. (December 2022)

Elektrisk energi

De to kulfyrede blokke på Masnedøværket er revet ned, men jeg kunne da ved selvsyn konstatere, at den nye gasturbinedrevne generatorenhed, som SEAS byggede, ja, den står der altså endnu. Og den er driftklar som en reserve, der er hurtigt (ca. 10 min.) oppe at køre, hvis der skulle opstå en situation, hvor der med kort varsel skal noget energi på nettet. Ja, ny og ny... det er måske så meget sagt, taget på hukommelsen blev den vist bygget i 1970'erne, så den nærmer sig vel de 50 år. Men det er i hvert fald betryggende at tænke på, at vi også dér har nogle ressourcer at trække på. Forudsat selvfølgelig, at der er olie på tanken. (December 2022)

Varm energi

Bilen var parkeret ved Masnedø Marinecenter og turen til velkomstcentret var på gåben, så det var absolut til at mærke, at det var ved vintertide. Ikke frost og sne, men koldt og vådt. Og så er det vel i orden at tænke varme tanker om Vordingborg Forsyning, som har overtaget nogle af SEAS' gamle bygninger og også opført nogle nye - alt sammen for at kunne forsyne Vordingborg og i det mindste en del af omegnen med fjernvarme. Jeg tænkte: Bliv endelig ved med det - en dag som i dag skønner man på, at der er varme på radiatoren, når man kommer hjem.
Set i et større perspektiv er det også ganske betryggende, at vi har en efterhånden ret diversificeret energiforsyning, i øjeblikket forsøger det store land mod øst jo at drage fordel af den fremprovokerede energikrise i sine bestræbelser på at sikre - eller udbygge - sit magtpotentiale på et globalt plan. Derfor er det bare godt, at fjernvarmen stadig er nærværende. (December 2022)

Velkommen...

Så er vi på 2. etape af "Øen rundt". Og det er altså ikke derfor, Vejdirektoratet har lavet et velkomstcenter på Masnedø. Nej, det er fordi, de er bygherre på det næste projekt, som vil gøre det endnu mere umuligt at finde noget oprindeligt på denne ø, som tilsyneladende bare skal lægge ryg og ikke mindst landskab og strand til Danmarks såkaldte udvikling. Man er jo ved at bygge en ny bro over til Falster til erstatning for den gamle, som blev indviet i 1937. Offentligheden kan gå ind i velkomstcentret og få lidt - eller måske lidt mere - viden om projektet og nogle af de følger, det får for omgivelserne. Jeg gættede hurtigt, at "skulpturen" uden for velkomstbygningen var en model i fuld størrelse af et brofags tværsnit. Men i hvert fald tak for den fine velkomst. (December 2022)

En tur på havnen

Ser I, børnlille: I gamle dage kunne man gå en tur på havnen og se på skibene og holde lidt øje med, hvad de kom og sejlede væk med. I dag kan man gå en tur TIL havnen, for det er altså forbudt for ikke autoriserede at bevæge sig ind på havnens område, man kunne jo være terrorist... Her ser vi porten ind til Vordingborgs nye havn, forsynet med løftede pegefingre og advarende tekster. Så der er altså ikke meget Osvald Helmuth "Havnen"-stemning over dét her, Vorherre bevares. Nå, lige præcis her lå i SEAS-tiden "Værkets" kølevandsindtag og lige til venstre for startede kulkajen med de to kulkraner og de store bunker af kul, som de hev op af skibene. Og her måtte man faktisk heller ikke gå ind, for lidt fare på færde kunne der jo godt være. Altså ikke terrorister og alt sådan noget, men et stykke kul fra kranportalen og ned i hovedet var nu heller ikke så sundt. Og som havnen ser ud i dag, kan det egentlig også være lige meget. Havneidyllen er ikke længere eksisterende nu, hvor havn, skibe, siloer, pakhuse og maskinerier er så kæmpestore, som de er. Og man er faktisk pænt langt ude i Smålandshavet, så der er tit koldt og forblæst.

Der er faktisk sket meget siden sidste fodrejse til Masnedø, så vi kan da vist godt tage et kig mere eller to på Masnedø. Den opfylder alle betingelser for at være netop en ø, men det er altså langtfra den ø, man kan i baggrunden kan se på 1600-års prospekter over Vordingborg, ingen broer dertil og bare en gård midt på den flade ø. Så vi vender tilbage. (November 2022)

Havnen er flyttet

Tidligere lå Vordingborgs erhvervshavn i Masnedsund. Og hvad der ikke er gået ind over og ud over kajen i årenes løb, det er alligevel ikke småting. Jo, som småting opfattes det i dag, for det var jo for det meste kun ganske små skibe, der lagde til, men de var nu store nok til at dække behovet dengang. Men vil man være med i spillet om vækst og såkaldt udvikling, ja så må der tages nogle beslutninger, hvilket man da så sandelig også har gjort i Vordingborg. Her kigger vi lige på den nye havn, som i første omgang blev indtaget af DLG, hvis kornsiloer også fylder godt i landskabet. De første blev opført længst ude mod V, men da Masnedøværket havde udspillet sin rolle og blev revet ned, blev der plads til at DLG også kunne udvide lidt mod Ø. Det var SEAS, der drev Masnedøværket (i Vordingborg blot kaldt "værket") som kul- og oliefyret kraftværk. Så småt blev det forsøgt at lade overskudsvarme køre i rør under Masnedsund og ind i Vordingborgs fjernvarmenet. Det var så succesfuldt, at man opførte et decideret varmeværk, som fyrer med halm og flis. Så nu ligger der flis på lidt af det areal, hvor SEAS' kulbunker lå. (November 2022)

En tur på Masnedø

Ved nærmere eftertanke er det vist tæt på 50 år siden, at fotografen tog en gåtur til fods over Masnedsundbroen. Mon det så ikke var på tide at gøre det igen? Og tage kameraet med i lommen, måske er der sket et eller andet i mellemtiden... Som kunne være sjovt at snage lidt i - og tænke over.  Jo, det virker som en god ide, så ind i bilen og afsted. Vi parkerer ved FDB (som det ikke hedder mere) lige oven på nogle fliser, vi selv har lagt engang, men de er der sgu endnu. Hen til Netto, over krydset, under viadukten, op ad rampen og et par skridt mere, så er vi der. Trappen fra cykelstien og ned til vandet er skiftet ud med én af galvaniseret jern, der var nok gået råd i den gamle trætrappe.

Brohuset er forhøjet, så der kunne blive plads til moderne tiders krav til brofogedernes forhold på deres arbejdsplads. Før var der kun duc d'alber af træpæle ud for de to gennemsejlingspiller, nu er der nogle af beton ud for hver enkelt pille. Sikkert meget godt, for skibene er altså gennemgående blevet større, og den til tider stærke strøm har i de senere år fået flere skibe til at ligge og skvulpe på tværs i Masnedsund og gnubbe sig op ad broen. Jeg kommer forbi et skilt, der forbyder fiskeri indenfor bommene. Men bommene er væk nu, og broen kan ikke længere gå op. Så hvis nogen har lyst til at lystfiske, så skal de ikke holde sig tilbage - hvis de da har husket at indløse fisketegn, for det skal man jo i dag.

Vejbanen og cykelstien af beton er faktisk skiftet ud med sektioner af stål og så er der faktisk kommet en Masnedsundbro mere lige Ø for den den gamle. Noget af alt det her vidste jeg faktisk godt, for bilen er da af og til kørt over broen, men det er faktisk meget sjovt at opleve det til fods - og det giver også lidt motion. (November 2022)

Mern på banen

I denne tid, hvor hække og andet grønt i haverne er blevet så stort, at vi mennesker stopper planternes vækst med reskaber og maskiner, der kan klippe og skære, kan det godt forekomme, at borgere i Vordingborg Kommune opsøger Affald Plus' døgnåbne haveaffaldsplads i Mern. Og kommer de fra den "rigtige side" lægger de måske mærke til, at de kommer forbi både Stationsvej og Banevej. Disse gadenavne er minder om en tid, hvor Næstved-Præstø-banen var forlænget helt til Mern. Ikke mindst fordi det på egnen dominerende erhvervsliv, altså landbruget, kunne få en effektiv transport af især roer til saftstationen i Mern. Når man svinger ind på Stationsvej møder man først nr. 1, som er det tidligere posthus. Den imposante bygning afløste et mere beskedent postkontor i Mern, hvor posten kom med den hestetrukne dagvogn. Fra 1913 kom posten så med jernbane til den sydsjællandske nu ikke længere lands- men stationsby. Et byggeri af denne kaliber har nok ikke kunnet andet at føre flere funktioner og tjenestemandsstillinger i den lokale afdeling af det Kongelige Post- og Telegrafvæsen med sig. Og hvem ved: Måske også højere lønrammer? Men man kommer ikke uden om, at jernbanen bragte vækst med sig, bl.a. også i form af en teknisk skole, som selvfølgelig er nedlagt for længst. Bygningen ligger der stadig, på billedet ses den bag den blå bil.

Tilbage til posthusbygningen: Den er ikke fuldstændig spoleret endnu, så den kunne egentlig godt fortjene lidt mere i form af en lille, kærlig hånd hist og pist. Det kræver selvfølgelig noget økonomi, som i dette tilfælde skal skaffes i form af huslejeindtægter, for i dag er bygningen lavet til lejligheder. Og undskyld, Mern, men det er nøgternt betragtet nok ikke her, der er den største efterspørgsel efter at få en lejlighed. Man kunne håbe på, at der kunne opstå mulighed for et projekt, hvor fonde eller offentlige myndigheder gav tilskud til at få det gamle posthus i en stand, der kan matche arkitektens oprindelige visioner for bygningen. (Juni 2022)

Toget er kørt

Og det gjorde det for sidste gang i 1961. Men Mern station ligger der endnu - på Stationsvej 3. Til forskel fra det tidligere posthus på Stationsvej 1 er det endda lige før, man kan påstå, at den er flottere end nogen sinde. Men selvfølgelig er den ikke det, for stationen er jo amputeret fra sine egentlige funktioner, som var præget af skinner og tog, som kørte til og fra denne endestation på Næstved-Præstø-Mern-banen. Og sådan en amputation kan være uundgåelig, men den sætter da sine spor, bygningen kan godt virke lidt fortabt, som den ligger der i sin ensomhed lidt tilbagetrukket fra Liliendalsvej, hvor bilerne suser forbi og hvor kun få skænker den nedagte jernbane en tanke. Men på trods af alt og måske også fordi, den er sat rigtig flot i stand og indrettet til lejligheder, så er det så langt at foretrække, at den eksisterer endnu. Jernbane eller ej.

Billedet viser stationens perronside, hvor lejlighedernes beboere nu kan sidde og og nyde livet med borde og bænke og noget grønt at kigge på. Og hækken skal nok blive højere og tættere. Vordingborg Kommune ejer bygningerne, som også omfatter stationens tidligere pakhus af træ. Det hele - også pakhuset - er med støtte fra Trafik-, Bolig- og Byggestyrelsen sat nænsomt, men rigtig flot i stand, så lejerne kan glæde sig over at bo i et byggeri, som er flot og virkelig har sjæl.

Hvis man skal være en smule pedantisk, så kan man diskutere, hvor vellykkede kvistene på taget er.  Oprindeligt var der kun små tagvinduer, og med lejligheder under taget er det for lys og rumlighed fint med kvistene og også, at tagene er buede. Men set udefra kan de godt virke lidt for store. Og skulle de optimalt set ikke have været med afvalmet teglbelægning? Nå, det var pedanteri. Bygningen er flot og sikkert rar at bo i, omgivelserne inklusive den rigelige og flotte P-plads imellem "stationen" og "posthuset" er endda meget præsentable. Et værdigt kulturminde! (Juni 2022)

En tur i Kirkeskoven

Ja, det er i dag sandelig noget helt andet, end det var en gang. Her har fra begyndelsen været restauration, café, dans, sjov og underholdning. I en årrække var det simpelt hen Vordingborgs nr. 1 indenfor underholdning og gå i byen. Men så kom fremskridtet, der gav danskerne større og bedre boliger, der var ikke længere så trangt derhjemme. TV flyttede ind i stuerne og lørdag aften sørgende Danmarks Radio for underholdning med Otto Leisner, på et tidspunkt blev han endda i farver! I hvert fald det mere modne publikum valgte hjemmeunderholdning frem for at gå i byen og more sig. De unge havde selvfølgelig stadig udlængsel, men deres musiksmag ændrede sig i retning af højere lydstyrke og kraftigere rytmer understøttet af blinkende lys i farver, der blev roteret og kastet rundt i takt til musikken - det blev simpelt hen mere teknisk. Nu var det diskotekerne, der tiltrak de unge, og det blev døden for mange af de traditionelle danserestauranter, der ikke ville eller kunne leve op til den nye efterspørgsel. Kirkeskoven eller Kirkeskovspavillonen, som den mere officielt hed blev også et offer for dén udvikling.

Ejendommen har altid været kommunalt ejet, så bygningen har fortsat været brugt til møder, banko, danseundervisning og meget mere. Da lokalradio blev den nye dille i Danmark fik Vordingborgs Radio Valde sin begyndelse i Kirkeskoven, Vordingborskolen var pga. af pladsmangel "hjemme" i dens egne lokaler nødt til at leje sig ind her. Men med nye lokaler, kunne skolen rykke sine udflyttede aktiviteter hjem til sig selv. Det fik Vordingborg Kommune til at lave stedet om til et center for scenekunst og lokalt skuespilleri. Kører man rundt i byen ser man nu officielle blå-hvide skilte, der viser vej hen til Kirkeskovspavillonen - eller Pavillon K, som den kaldes nu. (Maj 2022)

Det er grimt!

Kirkeskovspavillonen åbnede i 1872. Det var vel ingen arkitektonisk perle, men som en forlystelsespavillon i en skov alligevel acceptabel og vel egentlig lidt hyggelig at se på. Den havde endda et springvand i haven! Men tidens forskellige krav har gjort det nødvendigt at bygge om og til. Ad flere - eller mange - omgange. Alle disse forandringer er tydeligvis sket med billigste materialer og de til en hver tid billigst mulige løsninger for øje. Og igennem 100 år er der trods alt sket en hel del indenfor byggematerialer og -teknikker. Alt dette er nu blandet sammen i én og samme bygning. I begyndelsen var toiletterne i en bygning for sig selv, meget praktisk er de på et tidspunkt flyttet ind i bygningen. På billedet her ser man tilbygningen med de nye toiletter, de mange tilføjede bygningselementer fra hver deres tidsperiode pynter på ingen måde. Ikke på hinanden og ikke på helheden. En undskyldning kan være, at man ikke opfatter det, når man bare kører forbi på Skovvej, for Kirkeskovens store træer skærmer nådigt for, at man i noget særligt omfang forskrækkes af det chokerende og rædselsfulde syn.

Men alligevel - en gåtur i Kirkeskoven er bortset fra pavillonen en ganske smuk, ja næsten imponerende oplevelse med store, gamle træer, eg, bøg, ahorn, og kastanje. Og kommunen har valgt at lade skovens træer dø en naturlig død uden at rydde op og frisere efter væltede træer, hvis de da ikke ligefrem er til fare for skovens gæster, som i hvert fald kan garanteres en oplevelse af et omfattende fugleliv. Beboerne i området er godt nok ikke så imponerede over skovens koloni af råger, på fototuren her forekom det nu ikke generende, så man kan håbe, at rågerne også i fremtiden vil have lov til at være en del af byens liv. (Maj 2022)

Påskelam

Der var ikke helt styr på den digitale markedsføring af det lille Mosbjerg Landbrugsmuseum, for Google sagde "Åben alle dage" skærtorsdag. Der vare dog kun halvt åbent. Eventuelt personale - lønnet eller frivilligt - skal dog være tilgivet, lidt kristen holdning er vel tilladt selv om man ikke er praktiserende religiøs. Det lille gårdhus stod dog åbent og fårene, som sikkert bliver studeret nøje i forbindelse med skoleklassers besøg på stedet, var da også et lille kig værd for en tilfældig forbipasserende. Ser man bort fra det religiøse i påsken, er højtiden nok den begivenhed i kalenderen, der bedst beskriver forårets begyndelse. Og selv om vejret dikterede hue og jakke, kunne man alligevel blive helt varm om hjertet ved at se fårene blive en smule nervøse over en pludselig opdukket tilskuer til de små lam, de havde sat i verden til at vokse op med en god start i dette forår. I øvrigt er religiøs tro et individuelt anliggende - mener jeg - men min tro på, at både fårenes og de små lams ulddække nok skal holde dem varme, den er vist svær at anfægte. (April 2022)

Den store hyrde

Fårene i Mosbjerg bliver holdt i ave af et elektrisk hegn imens de venter på deres skæbne. Herrens forvildede flok holdes ikke inde af hegn og tråd, til gengæld kan de vælge at følge Herrens Søn, som efter sigende vil lede dem i frelse. Denne hyrde er afbildet på en glasmosaik i Sørig Kirke. Værket hedder "Den sejrende Kristrus" og er udført af maleren og billedhuggeren Palle Bruun. Kirken er forholdsvis ny, bygget i røde sten i år 1900, fordi en flok af "de forvildede får" var flyttet lidt væk fra Tversted, så de samlede ind og fik råd til at bygge sig en ny kirke, det sparede dem for en tur - for de fleste sikkert til fods - på 7 km. Så det skal nok ses som en praktisik foranstaltning, der har sikkert været rigeligt at se til for at skaffe føde til både folk og fæ. Den sparede tid til den lange gåtur frem og tilbage blev på trods af det gammeltestamentariske bud om at holde hviledagen hellig sandsynligvis alligevel omsat til praktisk arbejde. Hvis præstens tekst til søndagen så oven i købet er blevet tolket som om, at tilgivelsen var sikret, ja så har det vel også været i orden... Maritimt interesserede - og andre - vil kunne betragte en model af skoleskibet Mads Stage som kirkeskib i Sørig Kirke. (April 2022)

Tidens Tern...

... ja, sådan legede C.V. Jørgensen i sin tid med sproget, og her skal der heller ikke på nogen måde hentydes til forfald, som jo ellers kan være lidt underforstået, hvis man i stedet henviser til "tidens tand". For denne gamle sparekassebygning ser i hvert fald udefra ganske godt ud.
Bilen skulle serviceres i dag, men som udviklingen nu en gang er gået, er der jo ikke længere Folkevogn i Vordingborg, derfor blev der 1½ time i Præstø, hvor det tyske bilmærke forbavsende nok stadig er repræsenteret. Ventetid kan faktisk godt beskrives som den eneste tid, man har for sig selv. Og med denne optimistiske tilgang ligger det jo lige for at spadsere en tur med fotografiapparatet i den lille og - i hvert fald tidligere - ganske driftige provinsby.
Driftigheden er dog her som så mange andre steder i stort omfang ophørt eller i bedste fald flyttet ud af bykernen, så Adelgades præg af hovedgade er på vej til at blive ændre sig, så handelsgaden langsomt bliver til et boligstrøg. I et nostalgisk perspektiv er det selvfølgelig begrædeligt, men en mand fra Brønshøj, jeg mødte på min tur, var faktisk lykkelig over at have købt hus i gaden og være flyttet hertil. Og hvem kan ikke godt lide at bo lidt roligt?

I dag eksisterer sparekassen selvfølgelig ikke længere, i det hele taget har indbyggerne i Præstø og omegn måtte se også pengeinstitutterne forsvinde fra byen. De, der absolut vil møde mennesker i en bank, kan dog glæde sig over, at Møns Bank har valgt at drive en filial i byen.
Men der var nu mere stil over det i gamle dage. Se bare sandstensrelieffet over ex-sparekassens imponerende indgangsparti. Symbolikken er til at forstå, når man betragter den langhårede personage, der sikkert skal forestille en sparer, som har sat sine skillinger ind i Sparekassen for Præstø og Omegn og nu faktisk næsten har lidt vanskeligt ved at kunne favne sin formue. Kan man også gætte på en anden forståelse af kunstværket, hvor en forhåbningsfuld kunde har fået nej til et lån i sparekasen, som derfor opfattes som en institution, der bare skraber til sig? (Marts 2022)

Lukket!

Alle kan vel få brug for en reservedel, ikke sandt? Men eneste bilmærke repræsenteret i Præstø er Folkevogn. Ford er væk og GM, som havde til huse her i Præstøs tidligere jernstøberi er lukket for adskillige år siden. Men det er sjovt at se, at reservedelsafdelingen "næsten" er der endnu. Kasseapparatet har ikke forbindelse til GM, men er et efterlandeskab fra en del kulturelle aktiviteter i dét, der i dag betegnes som Støberihallerne. Forfaldet her er fremskredent, men måske ender det med at blive helt præsentabelt igen, for Realdania har købt komplekset og de har i hvert fald skrabet penge til sig. Det kan man selvfølgelig mene om, hvad man selv har lyst til at mene. Men det giver nogle muligheder og det bliver da spændende at se, hvordan istandsættelsen kommer til at udmønte sig og i hvor vid udstrækning lokalområdet får mulighed for at udfolde sig i de tidligere industribygninger. (Marts 2022)

Fart på!

Elektrificeringen er kommet til Vordingborg Station. Master er i hvert fald stillet op og køreledninger hængt på. Så mangler vi bare, at første elektriske tog på et tidspunkt ruller ind på stationen. Om det bliver før den godt og grundigt forsinkede nye udgave af Storstrømsbroen er færdig, se dét er jo spændende. Det går langsomt, men (nogenlunde) sikkert fremad med elektrificeringen af det danske jernbanenet, på det område er vi godt og grundigt bagud i forhold til de fleste andre lande i Europa. De første elektriske tog fik strøm på midt i 1980'erne og DSB har bestilt og fået leveret nogle helt nye el-lokomotiver, så vi kan se frem til en mærkbar reduktion af diesel-røg fra jernbanetrafikken.

Den lidt undselige gulstensbygning i højre side af billedet er Vordingborgs første station, som blev indviet for 152 år siden. Dén gang kunne byens indbyggere måbe over datidens trækkraft på banen, det er endda ikke utænkeligt, at de har været mere imponerede over de store damplokomotiver end vi i vore dage vil blive når el-toget suser forbi. Men hvorom alting er: Billedet her beviser, at tiden ikke har stået stille i Vordingborg, selv om nogle nok kunne finde på at påstå det. (Februar 2022)

Det fungerer

Den "nye" Vordingborg Station blev indviet i 1937. Med 3 perronspor, publikumsadgang til spor 2 og 3 via en overdækket overgang fra stationens forhal. Banelegemet sænket ned i en banegrav og en ny bro førte Næstevedvej over skinnerne og hen til Banegårdspladsen, som havde plads til et  - meget begrænset - antal parkerede personbiler og holdeplads for nogle få busser. Eller rutebiler, som det hed på den tid. På banegårdspladsen ud for jernbanerestaurantens terrasse var der til forskønnelse og beundring et rundt springvand med en bronzefigur af morgenrødens gudinde, Eos, hvis krop blev oversprøjet af vandstrålerne, der skød ud fra springvandets marmorbeklædte omkreds. Hele historien arkitekttegnet af DSB's overarkitekt Knud Tanggarrd Seest (1879-1972).

Hvis arkitekten havde levet i dag, ville han nok have svært ved at forklare de tanker, der gav stationen sit udseende, og man kan faktisk godt synes, at det er lidt synd for den gamle stationsbygning, for alle dens omgivelser er ændret eller fjernet, faldet til offer for udviklingen. Den passer ikke mere ind i det virvar af præfabrikerede elementer i beton, stål og lignende materialer, der nu giver hele området omkring stationen sit moderne udtryk. Som et sted, en slags midtpunkt, hvor mennesker kommer til og kører fra i forskellige transportmidler og på dagens præmisser for kommunikation og samfærdsel fungerer det tilsyneladende glimrende. Men det har mistet sin sjæl og det kan muligvis gå an at kalde stedet for en station. Men transportcentrum er nok i virkeligheden det bedste udtryk, man kan bruge for dette sted. Den gamle betegnelse, banegård, den er i hvert fald fuldstændig malplaceret. Men funktionalitet og effektivitet er i top her, og det er netop dét, der efterspørges af de nye rejsende. Er der mon en forbindelse til Michael Falchs album "Nye rejsende" fra 1998? Han rejste nemlig ofte og med stor kærlighed til toget til og fra Vordingborg Station, da han boede i Kalvehave. (Februar 2022)

På fast kurs

Mennesker har altid godt kunnet lide at rejse ud. De fleste kan også godt lide at komme hjem igen. Derfor er det jo ganske smart, at vores art har fundet på, udviklet og forfinet kunsten at navigere. Til lands, til vands og i luften. En anerkendt og globalt accepteret standard indenfor navigation er inddeling af menneskets horisont i de 4 kendte såkaldte verdenshjørner. På et kompas er de enestående til at holde en kurs, der fører derhen, hvor vi gerne vil ende.

Hvis vi navigerer godt og præcist, så ender vores rejser dér, hvor vi gerne vil nå hen. Men på selve livets rejse, den sidste, den endegyldige, der er både kort og kompas eller for den sags skyld GPS til ingen nytte. Dén rejse har kun ét endemål - og man kan være helt rolig, man skal såmænd nok nå derhen uanset stedsans og navigationsevner.
På Vordingborgs gamle kirkegård er der opstillet en granitsten med verdenshjørnerne indhugget i den runde flade. Det synes at være en helt fin orientering. Men det er så også dét, en tid kan man godt tage ophold her, men det er for rigtigt mange vordingborgere endt med, at kirkegården her blev sidste station på rejsen. (Januar 2022)

En tur til?

Der er nogle, som tror på noget mere end blot et menneskes liv på jorden. At livets rejse godt nok får en ende, men at der så kommer noget mere. De, der tror på den danske statsreligions hellige ord, vil for de flestes vedkommende vælge at rejse videre fra den store bygning på Kirketorvet. Andre, som tror på noget andet eller måske på ingenting, tager springet ud i det uvisse fra en smuk lille perle af et kapel på Vordingborgs gamle kirkegård.

Kapellets historie er lidt usikker, det angives at være opført imellem 1850 og 1880, der findes angiveligt ikke originale tegninger af det, men det må have været og stadig være en interessant opgave for en interesseret bygningshåndværker at arbejde på en bygning som denne. (Januar 2022)

Det nye rådhus

Godt 50 år efter opførelsen af Vordingborg Kommunes nye rådhus er kameraet med på en fodtur rundt om bygningen. Og dér ligger det og skutter sig lidt i tåge og gråt vinterlys. Opført i 1969 klar til kommunesammenlægningen året efter og nu på vej... ja, på vej til hvad? Lige over for på den anden side af Valdemarsgade har arkæologerne undersøgt jordlagene, så håndværkerne kan gå i gang med at bygge byens tredje rådhus.

De fleste vil nok ikke betegne rådhuset som en arkitektonisk perle. Et undskyldende element er de murede facader ud imod Valdemarsgade og Slotstorvet. Selv gule mursten har alligevel et præg af autencitet og soliditet. Men ellers er det den flade profil med ét plan over jorden og flade tage, der dominerer indtrykket. Kontorernes vinduer er store og vendt mod øst eller vest, dette kombineret med store udhæng og udkig til forholdsvis små gårdhaver  med beplantning minimerer indfald af sollys til et niveau, der kun kunne blive mindre med nordvendte vindurer.
Skal man pege på noget, der - næsten - kan imponere lidt ved arkitekturen hér, så må det være den lange gang ned igennem byggeriet, placeret koncentrisk med kurven i Valdemarsgades udenfor byggeriet. Gangen følger også terrænets fald mod øst, hvor niveauforskellene udlignes med nogle få trappetrin imellem hver af de 6 "fingre", der som radier peger ind imod et fælles centrum i parken nede  bag P-pladsen. Trappetrinene på gangen afslører dog, at man dén gang i 60'erne i hvert fald ikke kastede mange tanker efter tilgængelighed for handicappede.  

En lille pudsighed er, at det gamle rådhus ved Slotstorvet havde Brugsen som nabo. Brugsen flyttede og blev til Kvickly - og nabo til det nye rådhus ved Rådhustorvet, som den nye sten- og granitørken med et i dag med jord opfyldt springvand kaldes. Drilsk teknik og nogle vandaliserende medborgeres hærgen af springvandet gjorde tilsammen, at det oplivende vandbassin blev til en slags blomsterkumme i stedet. (December 2021)

Slinger i valsen?

De seneste månders billeder har cirkuleret  lidt omkring Vordingborg Kommunes tidligere byvåben, som ikke er helt forsvundet fra bybilledet. Det skal ikke helt udelukkes, at der kan have luret et lille håb i fotografens sjæl om at "falde over" et glemt ét af slagsen på rådhuset. Men der var ingen slinger i valsen, man har været grundige med at få fjernet den stiliserede borg og udskiftet den med den endnu mere stiliserede gås, som i dag er kommunens vartegn. Man skulle bogstavelig "falde over" et gammelt byvåben. Men kloakdækslerne lå nu ganske pænt, så man ikke umiddelbart ville snuble eller falde over dem. Men ved at kigge nedad kan man ved rådhuset se, at Vordingborg Kommune godt kan være praktisk anlagt. Det skal være tilgivet, at man ikke har ofret ressourcer på nye dæksler bare for at slippe fuldstændig af med det gamle byvåben. (December 2021)

Rådhus

I denne måned indfangede kameraets linse endnu et gammelt Vordingborg-byvåben. Nemlig på det gamle rådhus på adressen Algade 97. Herligt at se en solid dør af træ med en masse flotte detaljer, Og over døren det omtalte byvåben skåret ud i træ. Det er godt nok fint lavet, men mon det er det originale? Man kan godt komme i tvivl, for byvåbnene på elektricitetsværket, vandtårnet og sygehuset har hele 4 krigere på borgen, mens dette her kun har 3! Måske er det et lille trick for at soldaterne ikke skulle blive alt for små, hvis en borg med 4 krigere skulle presses ind i den forholdsvis lille, runde træplade over døren.

Der er i øvrigt sikkert mange, der har sunket en ekstra gang, inden de gik ind ad dén dør. Da her var rådhus gik menigmand ikke bare uden videre ind; hvis man havde et ærinde her var det sikkert fordi, det indebar en vis alvor. Der var en større respekt  (hvis ikke frygt) for det offentlige og dets personale på den tid - man forstyrrede ikke unødigt.

Da rådhusets funktioner flyttede ud til det nye rådhus efter kommunalreformen i 1970 blev der plads til byretten. Og de, der havde et ærinde dér har sikkert også været sig situationens alvor bevidst. Og hvis ikke de var det, når de gik ind ad døren, så blev de det nok, når de sad over for dommeren.

I dag behøver man ikke at frygte at ende i arresten, der i mange år var bygget sammen med rådhuset, for den er simpelt hen revet ned. I øvrigt var adgangen til dén institution ikke igennem den solide hoveddør ud imod torvet. Men selv om man kom ind ad en bagdør, kunne arrestanterne sikkert godt fornemme alvoren alligevel. (November 2021)

Det gælder om at holde facaden

Realdania By og Byg har kastet en ordentlig bunke penge efter Vordingborgs gamle rådhus og sat det ret smukt i stand, så det på facaden ligner noget fra tidligere tider. Indvendigt holder man også stilen, selv om man har fået integreret en række tidssvarende installationer, f.eks, en elevator. Mand og mand imellem i  Vordingborg er det såmænd bare det gamle rådhus, selv om Realdania og lokalpressen nu kalder det Kornerups Rådhus efter arkitekten, på Realdanias hjemmeside vil nogle endda få sig en lille overraskelse, når de læser, at det er bygget i historicistisk stil. De var fmåske ikke klar over, at der var en stilart, der hed sådan... Men så fik de sig i givet fald en aha-oplevelse nu,

Da Realdania og håndværkerne gik i gang med at restaurere rådhuset fra 1845, opdagede de, at pudset dækkede over ret voldsomme sætningsskader, så måske var det slet ikke så tosset at få bygget et nyt rådhus dengang i 1970 og se at komme ud af det gamle. Lidt kuriøst kan man måske endda trække en parallel til situationen i dag, hvor byrødder og kandidater til rådet nu må have indset, at der ikke er flere stemmer i at kæmpe imod det endnu nyere rådhus, som er projekteret til byggestart i februar 22. For byens "nye" rådhus fra 1970 er bygningsteknisk set også en smule miserabelt. Selv om det ikke er helt så gammelt som Kornerups var, da den Vordingborg Kommune forlod det.

Mon ikke de fleste vil synes godt om restaureringen af det gamle rådhus, det præsenterer sig ganske pænt. Men besøget med kameraet på Slotstorvet afslører, at vordingborgerne vist bare har affundet sig med, at perfektionen ikke eksisterer i deres by. Man kan i hvert fald konstatere, at selv Realdanias pengetank ikke rakte til at få bragt de 2 skorstene af gulstens parcelhustype tilbage til deres oprindelige og meget flottere udseende. Og hvad sker der lige med vinduerne på 1. sal? Hvorfor er de mon dækket af krydsfinerplader? En enkelt vågen borger opdagede dog for ikke så længe siden, at det gamle rådhusur øverst på facaden var gået i stå og skrev et læserbrev i avisen om det - og det skal retfærdigvis nævnes, at dén detalje er klaret - uret går igen! Så påstand om, at tiden skulle være gået i stå i Vordingborg må blankt afvises. (November 2021)

Sårhus

"Han har studeret i Århus, på det gamle sårhus". Sådan sang Shu-bi-dua i 1982 i et - vel nok vellykket - forsøg på at give en humoristisk beskrivelse af den hos mange almindelige opfattelse af lægestanden på dén tid. Her er vi dog ikke på et sårhus i Århus men på dét, som en gang hed Vordingborg Sygehus, bygget i 1912-13 for ca. 400.000 kr. og med 3 afdelinger: En medicinsk og kirurgisk, en epidemi-afdeling og et militærhospital  (Vordingborg Kaserne blev opført på nabogrunden på samme tid). 1914 startede 1. Verdenskrig uden dansk deltagelse, så militærhospitalet kom heldighvis ikke i brug i den anledning, men der har sikkert igennem årene været tilfælde af sygdom og tilskadekomst blandt de værnepligtige, konstabler og officerer, som har krævet en lægelig indsats. Og så er det jo smart at være nabo til et sygehus.

Byens vise fædre har sikkert været glade for sygehusets epidemiafdeling, for i hvert fald allerede i årene 1918-20 kom der en meget alvorlig influenza (den spanske syge) som - epidemiafdeling eller ej - kostede mere end 15.000 danskere livet.

Efter kommunalreformen i 1970 blev sygehusdriften overført til Storstrøms Amt og efter dén i 2007 til Region Sjælland, som dog senere flyttede sine funktioner væk fra sygehuset. Nu har Vordingborg Kommune købt det tilbage og omdannet det til et sundhedscenter.

Det lyder egentlig også bedre og mere optimistisk at bruge ordet sundhed i institutionens navn i stedet for noget med at være syg. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at brugerne af sundhedscentret er i en situation, hvor fokus på helbredet er særdeles vigtigt. Nu er der nemlig rusmiddelcenter, genoptræning, rygestopkurser, kommunal tandpleje, sundhedspleje, patientkurser, jordemoder og lægevagt. Desuden flere praktiserende læger. Som man kan ane i højre side af billedet er man endda ved at udvide med en helt ny bygning. Og allernyeste melding fra regeringen er, at der skal flere hospitalsfunktioner ud i mindre byer, vi får se, om det får betydning for det gamle sårhus . Nej, sundhedscenter.

(Oktober 2021)

Byvåben

På den sydvendte facade af Vordingborg Sundhedscenter finder man også et byvåben fra den gamle Vordingborg Kommune. Det ses godt nok ikke umiddelbart, fordi man i mellemtiden har bygget plejehjemmet Rosenvang syd for det gamle sygehus. Selv om man ret beset burde udskifte det gamle byvåben med storkommunens, så ville det alligevel være synd, det gamle er altså meget mere stilfuldt. Og nu har det prydet bygningen i over 100 år, så lad det endelig hænge som et monument over sundhedsvæsenets indtog i en mindre provinsby - der er da en hel del histiorie i det. Så forekommer det trods alt fornuftigere at man efterhånden har udskiftet de fleste af de gamle vinduer med nye med højere isoleringskoefficient. (Oktober 2021)

Kommunalt vand

Helt deroppe for enden af Hammerichsvej ligger det så. Vordingborg bys vandtårn. Pænt og nydeligt bag en nydelig stensætning. Med en placering på byens formodentlig højeste punkt har det siden 1952 kunnet lede kommunevand med et passende tryk ud til byens huse. Lige ved siden af lå der oprindeligt et ældre, men mindre vandtårn, som man valgte at sprænge væk, da det nye var færdigt. Man havde åbenbart ikke gjort sig den ulejlighed at tømme vandtårne for vand, så det udstrømmende vand sørgede for at et ventilhus ved siden af blev trukket med i faldet. Selv om afstanden til det nye  vandtårn kun var 4 m, så tog det heldigvis ikke skade. Man skal åbenbart være forberedt på overraskelser, når der sprænges bygninger i Vordingborg... Interesserede kan finde en masse fotos af den store begivenhed på arkiv.dk.
Førhen stod der vandtårne i de fleste danske byer af bare nogen størrelse. Mange er fjernet og en del bruges til kulturelle formål, det kan lade  sig gøre, fordi man med vor tids pumpe- og ventilteknik fint kan holde det nødvendige tryk på vandledningerne uden at skulle have en vandsøjle af en vis højde til at klare dén opgave. Men efter sigende er der altså stadig vand i Vordingborgs vandtårn. (September 2021)

Symboler og logoer

I juli så vi på Vordingborgs tidligere elværk, hvor man ikke havde sparet på udsmykningen. 2 småfede børn oplyste Vordingborgs byvåben med elektrisk lys! Hvis man går om på bagsiden - hvis man da kan sige sådan, når det drejer sig om en rund bygning - af vandtårnet på Hammerichsvej, ser man at døren til tårnet er prydet med Vordingborgs gamle byvåben. Efter den seneste kommunalreform er det godt nok blevet uaktuelt. Dels har den nye storkommune fået et kommunevåben, som er tænkt til at favne de 4 kommuner, som i 2007 blev til én, dels er den kommunale forsyningsvirksomhed overført til et kommunalt forsyningsselskab, Vordingborg Forsyning A/S, som profilerer sig med sit eget moderne logo. Men hvad Søren? Ingen har åbenbart tænkt på vandtårets dør. Eller også  har man bare sparet penge og ulejlighed ved at beholde det gamle byvåben. Det ses vist ikke rigtigt af nogen og skulle der endelig komme nogen forbi og se det, så er det da et udmærket grundlag for et lille, skævt smil. (September 2021)

Lad det blive lys!

I 1919 var det så vidt: Vordingborg Kommunes nye elværk begyndte at levere strøm. Begejstringen for "det hvide lys" var stor og det gik stærkt med tilslutningen til den nye energikilde, som hurtigt udkonkurrerede gassen, der ellers var helt dominerende. Udsmykningen af maskinhallens facade ud mod Færgegårdsvej lader ingen være i tvivl om, at man vist har været stolte af det nye værk. To venlnærede og let påklædte børn holder hver sin elektriske lampe, hvis lys stråler ud over dem selv og byvåbnet. De ser endda ikke ud til at være irriterede over kablerne, der leverer strømmen til pærerne. Det ville vore dages børn nok ikke være lige så begejstrede over.
Gasværket lige ved siden af elværket blev revet ned sidst i 1960'erne og da elværkets kapacitet for længst var overhalet af efterspørgslen blev det i stedet anvendt til lager, værksteder og De kommunale Værkers administration. De kommunale Værker er i dag omdannet til et såkaldt forsyningsaktieselskab. Da det flyttede hovedkvarteret til Masnedø var der ikke længere brug for bygningerne på Færgegårdsvej.
I stedet er der nu kirkekontor, kordegnekotor, præsteembede og provstiudvalg, så man kan godt sige, at det nu er den åndelige oplysning, det gælder - i hvert fald på det administrative plan. Og den der fordyber sig i skabelsesberetningen kan jo ikke være i tvivl om, at det er Vorherre, der først gjorde lys - det var nu nok ikke elektrisk... Men hvis man tør være lidt fri i sine ytringer kan man vel godt tillade sig at sige, at størstedelelen af Danmarks befolkning hvis de skulle vælge, nok ville foretrække elektricitetsværkernes indsats frem for det oplysningsarbejde, Folkekirken står for. Til gengæld ved vi alle, at elektricitet kan være livsfarlig - det kan man trods alt ikke beskylde vores statsreligion for at være.  (Juli 2021)

Støv på hjernen

Humlebierne er ude i en livgivende byttehandel med stokroserne. Blomsterne tilbyder nektar, som de flittige insekter hellere end gerne tager med hjem i deres bo, hvor nye individer kan nyde godt af næringen. Til gengæld må humlebien finde sig i at blive godt støvet til  over hele kroppen. På menneskers arbejdspladser og i andre sammenhænge ville sådan noget blive betegnet som støvplage. Her er der bare tale om, at det er prisen for nektaren og om, at stokrosen ligesom humlebien også har et "ønske" om at kunne sikre artens beståen. I naturens verden kan ingen snige sig uden om - det er noget for noget. Så det buttede insekt må pænt tage noget pollen med til den næste blomst. Det kan dog godt blive for meget, så på et tidspunkt støver humlebien grundigt af. Af simpel nødvendighed og ikke som udslag af den overdrevne rengøringsmani, nogle kvinder i filmen "Støv på hjernen" var udstyret med. Filmen  kan vist godt uden at fornærme nogen beskyldes for at tegne et lidt karikeret billede af efterfkrigstidens bolig-, arbejds- og kønsrollemønstre, som var i markant opbrud. Mennesker, altså! Humlebien har levet på samme måde i millioner af år... (Juli 2021)

Frit fald

I april besøgte vi værftet i Ålbæk. Et af mange små træskibsværfter, som man kunne finde i næsten enhver havneby. Således også i Vordingborg, som vi beskæftiger os med i denne måned. Her er bygget, repareret og vedligeholdt mange mindre fartøjer af træ. Hovedsageligt til fiskeri, men også lods- og lystbåde. Men da det indenskærs fiskeri i Danmark blev reduceret til næsten ingenting tog det også andre erhvervsfunktioner med sig i det frie fald mod bunden. Også bådebyggererhvervet. Bådebyggeriet i Vordingborg står der endnu, men heller ikke mere. Det har ingen funktion ud over at bygningerne minder om svundne tider med mennesker, der gav verden liv og aktivitet i kraft af deres arbejde. Et arbejde, som i dag nok vil blive bedømt som ineffektivt - selv om det dén gang var effektivt... (Juni 2021)

Forfald

I Ålbæk blev værftets døde periode på næsten mirakuløs vis afløst af nyt liv. Det kommer næppe til at ske for dét, der engang hed Vordingborg Skibs- og Bådebyggeri. Billedet her af den store beddingsvogn viser selv i skumringslys, at der ikke rigtigt er noget at have håbet om genopstandelse i. Pudsigt nok er forfaldet med til at drage en skæv parallel til værftet i Ålbæk, hvor nogle kunstmalere i nogle år gav det et midlertidigt liv i kraft af i et lille galleri, de havde indrettet i maskinhallen. Forfaldet her i Vordingborg inspirerede nemlig i september 2020 den unge, lokale kunstner Christine Hvidt til at indhylde nogle af det tidligere bådebyggeris installationer, såsom kranen og beddingsvognene i stofstrimler, som skulle nedbrydes af vejr og vinds påvirkninger og på den måde fokusere på netop forfaldet. Da fotografen besøgte pladsen kunne det konstateres at forfaldet var fremskredent. Også for kunstværket... (Juni 2021)

Man skal huske at nyde hvert øjeblik

For naturen har travlt. Og ikke mindst mælkebøtterne. De har jo for længst - også igen i år - forbavset os med at være tidligt ude først med deres karakteristiske blade og derefter med deres aldeles flotte gule blomster. Men allerede inden foråret er helt forbi kan man blive lige så forbavset over at opleve, at samtlige mælkebøtter i et område er blomstret af for at lade vinden puste deres mange, mange frø lidt væk. Et herligt syn i aftensolen fyldt med håb om, at vi nok også skal få mælkebøtter at se også i sommer - og til næste år... (Maj 2021)

På vej mod sommer

Vi har da haft solsikinsvejr i dette forår. Bare ikke særlig meget. Temperaturerne har generelt været til den kølige side, men det skal da blive spændende at se, om det gamle ordsprog "Maj måneds kulde gi'r laderne fulde" viser sig at være sandt. Men på månededens sidste dage var det som om, at maj endelig fik vist, at den godt nok er en forårsmåned - men også den forårsmåned, der giver en forsmag på sommeren. De lyse nætter fik vi allerede i starten af måneden, men den lyse aftenhimmel har altså rigtig mange gange været skjult af et tykt skydække. Så det var da herligt endelig for alvor at kunne nyde alt det, en aften med sol, lys, skygger og farver har at tilbyde. (Maj 2021)

Købt eller solgt?

Bådebygger Kurt Sørensen døde for efterhånden en del år tilbage og siden har hans kone prøvet at få Ålbæk Værft solgt eller lejet ud. I et par år drev 2 brødre værftet som JOBI Værft inden de i 2015 flyttede forretningen sydpå til Strandby, hvor de nu har større forhold end på den lille havn i Ålbæk. Dermed lå værftets bygninger uden liv indtil for et par år siden. En flok lille flok engagerede malere indrettede nemlig et lille galleri, "Art de Mar" i maskinhallen og Kurt Sørensens datter holdt til i den store hal med sin lille forretning, "Sussis Vindue" med salg af linoliemaling. 3. april da billedet her blev taget, var til salg/leje-skiltet ikke nået at blive taget ned endnu. Men værftet var altså solgt pr. 1. april.
Galleristerne og Sussi har selvfølgelig været klar over, at det kunne gå sådan, men det kan nok ikke undgås, at de har følt sig lidt solgt. Kunstnerne har været heldige at få lov til at rykke ind i lokaler på Skagensvej, som er hovedgaden i Ålbæk. Sussis Vindue har fundet lokaler på Ndr. Strandvej næsten helt oppe ved hovedgaden. Forhåbentlig vil der stadig være mennesker, der kigger ind påde her og der, men det er lidt mere stresset med trafikken i sammenligning med det rolige miljø på havnen, hvor folk kommer ud af bilerne og nyder stemningen.

Man må også håbe, at de nye ejere af værftet kan få deres forretning til at køre anstændigt rundt, de er helt klare på, at opgaverne er en hel del anderledes end tidligere, hvor det først og fremmest var kunder fra fiskeriet, der gav brød på bordet. Det skulle helst ikke ende med, at de føler sig solgt til stangladkrids efter at have startet værftet op igen. Det vil være godt både for Ålbæk og for dem, hvis de kan lykkes med forretningen og på den måde være med til at skabe en helt ny havnestemning deroppe. (Apr. 2021)

Er bunden nået?

Ikke på billedet her. Og forhåbentlig heller ikke for de nybagte værftejere. Men deres første opgave er en overhaling af kutteren Oberon, som tilhører dykkerklubben i Skagen. Herligt at se den på beddingsvognen, som jo ellers ikke har været i brug i nogle år. Masterne var taget af den gamle kutter, så den kan komme ind i hallen og blive ordnet. Når den er sat i vandet igen kan dykkerklubbens medlemmer formodentlig melde, at bunden er nået - og det må vel være en slags succes i de kredse... (Apr. 2021)

2,75, tak.

I fars beholdninger var der 2 halve æsker blåsøm. Eller blå Ø (runde) kamsøm 14/13 (14 mm lange, 1,3 mm i diameter) fra Aktieselskabet Nordiske Kabel- og trådfabrikker. Dansk Arbejde. Det forekom utænkeligt, at der nogensinde skulle blive brug for dem. Men jo, sandelig så alligevel. De var nemlig perfekte til at sømme de mange spån på gråspurvenes nye fuglekasse. De har nemlig et hovede, som er helt fladt på undersiden, de bliver altså ikke presset ned i træet med fare for, at det skal flække. 1.100 søm gik der til redekassen, så æsken på billedet blev tømt, og der er kun ca. 300 tilbage i den anden æske nu.
Historien bag æsken på billedet er ikke verificeret. Men den er tydeligvis købt i Gøtterups Isenkram på Halskovvej i Korsør, temmelig sikkert af oldefar, da han og oldemor boede i Korsør. Om far så har arvet den, da oldemor flyttede til Bülowsvej i Skælskør, videre til Park Allé eller måske først da hun døde er der vist ingen, der kan svare på.
Gøtterup Isenkram eksisterer ikke mere, så man kan ikke spørge, hvor langt tilbage de tog en pris på 2,75 kr. for en æske med 250 g blåsøm. En lille efterforskning i dag på internettet viste en pris på 69,95 for en pakke med ca. 1.310 søm og dermed 53,40 kr. for 1.000 søm. Og så er de endda lidt tyndere, nemlig 1,0 mm. Dengang i 1900-og-måske-tresserne svarede Gøtterups pris til 1,65 kr. for 1.000. Men sådan er der jo så meget - og nu kan vi jo se, om vi får brug for flere... (Mar. 2021)

Udspring

Pludselig kommer varmen. Og alle de små spirer, man så af vintergækker og erantis i starten af januar er nu blevet til et hav af forårsblomster i fuldt flor. Selv om man troede, at de ikke ville have en chance imod frosten.
Blomster har støvdragere - selvfølgelig for at kunne blive bestøvet. Så er det godt nok heldigt, at nogle bier allerede her i starten af måneden har taget mod til sig og kigget ud af deres bo for at se, om det ikke snart minder om forår, så man kan komme i gang igen efter den årlige vinternedlukning. Vores lille ven her bliver sikkert taget vel imod når den kommer hjem med lidt pollen. (Mar. 2021)

Ingen lys, vand og varme

Vi nåede at få fjernet gråspurvenes gamle redekasse inden der indløb klager fra Fuglenes Boligklagenævn over dens tilstand. Og der blev straks hængt en ny kasse op til vores små fjerede venner. Så nu er den klar til den kommende ynglesæson - og såmænd også til overnatning, som den gamle i hvert fald også blev brugt til. Beklageligvis er også den nye bolig uden nogen form for bekvemmeligheder, men den giver læ for vind og vand, og så kan fronten klappes op, så det er muligt at lave en årlig tømning for gammelt redemateriale.

Den nye fuglebolig blev bygget i januar og har bare stået og ventet på bedre vejr. Den er bygget som en almindelig redekasse men beklædt med spån, så den har lidt ekstra til udseendet. De 553 spån er lavet af ca. 2 cm brede lister, som er høvlet ned til 4 mm tykkelse og sømmet på ca. 9 løbende meter 8x8 mm lægter. Taget er med 3 lag spån, siderne med 2. Alt er af genbrugte materialer og der er kun brugt elektrisk værktøj til at bore for til hvert af de 2 blåsøm, som holder de enkelte spån på plads. Hullerne kunne såmænd godt være boret med håndkraft, men så ville byggeriet have krævet to medarbejdere i stedet for én. Alt i alt må byggeriet vel alligevel helt i tidens ånd kunne betegnes som bæredygtigt.

Det helt spændende bliver så om gråspurvene gider at bo i den nye bolig. For når man ser, hvordan den gamle så ud, så er det i hvert fald ikke fremtoningen, fuglene interesserer sig for, det skal bare passe til dem. Skulle det vise sig, at de ikke synes om den nye redekasse, er der kun ét at sige: Den var virkelig sjov at bygge! (Feb. 2021)

Bliv væk fra vort kvarter

Tja, mon ikke Peter Belli's sang romantiserede den gamle bygningsmasse ud over det rimelige. Mange har sikkert været triste over at skulle fraflytte deres gode gamle, men saneringsmodne lejlighed. Bagefter var det nok alligevel de færreste, der ønskede sig tilbage. Men der var altså også unge mennesker, der manglede en bolig og uden at spørge slog sig ned i nedrivningsklare lejligheder. Slumstormere kaldtes de. Gråspurvenes lejlighed her hos os er også blevet slumstormet hvert år af unge par, som boede i den en sommer og fik en masse pippende unger. Men vi kunne altså ikke være lejlighedens tilstand bekendt, så beslutningen om kondemnering var for længst taget. Og efter vejrskiftet fra sne og frost til sol og næsten sommer kunne man igen stille en stige sikkert op.

For at få den gamle bolig ned var det nødvendigt at fjerne taget, men det voldte nu ingen problemer. Det ene hjørne var allerede væk og resten var så råddent, at det så let som ingen ting kunne fjernes med fingrene. Måden redekassen var bygget på, gjorde at man ikke kunne tømme den uden at skille den ad. Og formodentlig har den aldrig været tømt, for der var bygget reder helt op under taget. Det var ikke  muligt at tælle præcist hvor mange reder, der var. Men der var mange. Spandens indhold er redekassens gamle tag. (Feb. 2021)

Den første

Hellig 3 konger. Så kom årets første sne. Og den første sne i denne vinter - i det mindste her. Det var også første gang, det nye kamera skulle prøve at fotografere sne, så der var noget spændende over det. Men det gik egentlig godt nok. Så er der bare alle tankerne - de sædvanlige - omkring snevejr. Er det godt eller skidt? Ja, på mange måder er det jo faktisk lidt til besvær. Men da vi alligevel ikke kan gøre noget ved det, når det kommer, ja så kan vi jo lige så godt vælge en mere positiv holdning til fænomenet. Som f.eks. at det da egentlig er meget godt at få bekræftet, at det faktisk stadig godt kan sne, selv om den megen fokus på klimaforandringer godt kan rokke lidt ved éns tro på at verden stadig fungerer som den skal. Og så er vi da godt i gang med den første måned i det helt nye år, der ligger sikkert mange gode og sjove oplevelser og venter på os. Livet er stadig fedt! (Jan. 2021)

Isen er usikker

Nu minder vejret jo faktisk rigtigt om vinter. Der har så galt lagt sig et lag is på den lille dam i haven, det har vi ikke oplevet før. Der er jo ikke offentlig adgang, så mon ikke vi slipper af sted med at undlade at opsætte advarende tekster om farerne ved færdsel på isen? (Jan. 2021)

Lukket...

Juledag. Den gode mad fra i går er fordøjet, og der er så galt føjet lidt mere til i dag. Kan det være meget bedre? Nej, egentlig ikke. Men selv om livet går videre, er det alligevel som om, der skal noget nyt til. En god gåtur sidst på eftermiddagen, måske? Åh, det er godt nok lidt frisk og køligt i luften, men på med den gode, lune jakke og noget på hovedet til at dække den skaldede plet, så går det. Ned til stranden. Sandet er frosset lidt. Masser af skibe for anker i bugten og  lidt dønninger der bruser, når de knækker i strandkanten. Slet ikke så tosset. Hen omkring havnen og nyde stilheden lidt, inden turen går tilbage mod byen. Men puha, Sdr. Havnevej er så sandelig ikke blevet kortere, så oppe ved Skagensvej er der efterhånden en rigtig pæn distance i skankerne. En god belgisk juleøl på Det bette ølhus ville så afgjort have gjort godt til at samle kræfter til det sidste stykke. Men corona-restriktionerne sørgede for, at det ikke skulle blive til noget. Tja, det var vel nok ærgerligt!

Lodskovvadvej

Kør fra Ålbæk ad Møldamvej til Hirtshalsvej, kør så (næsten) lige over - så er du på Lodskovvadvej. Den er godt og vel 2 km lang. I sydenden er der lidt mark på vestsiden og i den nordlige ende er der også lidt mark, hvor man ofte kan se lidt kødkvæg græsse på den magre jord, som mest består af sand. Men ellers ser man bare fyrreplantage med en masse sommerhuse.
Juleaftens formiddag var det et fantastisk solskinsvejr, så det fristede faktisk til at stige ud af bilen og prøve fotoapparatet. Kameraet fejler såmænd ikke noget, men det var altså ikke hurtigt nok til at fange 3 rådyr, der pludselig sprintede over vejen. Eller var det fotografen, der var lidt træg i bevægelserne? Skal vi ikke bare sige, at det var et af de dér tilfælde, hvor opmærksomheden er rettet alle og ingen steder hen. Så hører man en lyd og inden man når at skænke det en tanke kommer de 3 dyr ud af bevoksningen, så er de på vejen og sekundet efter er de væk på den anden side af vejen. En intens oplevelse, der giver lyst til at leve meget mere endnu.

Nøjsom og hårdfør

Den grimme og mærkelige kaktus, som de tidligere beboere for næsten 2 år siden lod blive tilbage i udestuen har ikke hængt os i vejen. Den får en  lille kop vand ca. en gang om måneden. Om sommeren lidt oftere. Men ellers passer den sig selv. I år har den sat en del nye blade i forlængelse af de gamle. Og sandelig om den ikke her i november overraskede med en lille halv snes små røde blomster. En mærkelig årstid at gøre det på, for nu er der da ikke ret meget solskin til at give varme i udestuen. Det er jo næsten lige før, man kommer til at holde af bæstet. Mon blomsterne på et tidspunkt vil åbne sig?

Nyt liv

November. Dyrene fornemmer også, at der ikke længere er så rart udenfor som i sommer. Således også en lille mus, der havde set sig lidt omkring i værkstedet og opdaget fiskekassen med sommeræbler. På YouTube kan nostalgikere finde Raquel Rastenni med sangen om den lille frække mus, Pepino, som kastede sig over hendes brød, ost og vin. Hos os var der ingen nåde. De æbler, som musen endnu ikke havde gnavet i, blev kogt til grød, som med rasp og flødeskum blev til den herligste skål æblekage og resten blev smidt ud på komposten.

Vores to gamle fiskekasser er glimrende til æbler, fordi man ikke kan stable dem så højt, så bliver de ikke trykket så meget. Men kassernes tilstand var altså ikke længere helt i top. Mange af sømmene var næsten rustet op og hjørnestykkerne var meget medtagne. Men sandelig om der ikke var et par stumper af en gammel tapetsererbuk, som havde den samme dimension, så det blev hurtigt klaret. Og der blev endda råd til lidt ekstra luksus i form af galvaniserede søm. Inde bag de gamle hjørnestykker var der nogle larver, som havde gnavet lidt i endestykkerne, de blev - desværre for dem - forhindret i at forvandle sig og blive til næste generation af insekter, som flyver rundt og finder sprækker at lægge æg i.

Det er nok lidt overdrevet at kalde operationen for en renovering, det er nok mere i DSB-stil, hvor man kalder det levetidsforlængelse af materiellet, når man skal have det gamle til at holde lidt endnu. Vores kasser er i hvert fald nu klar til endnu en æblehøst, ret fantastisk, for fiskekasserne har selvfølgelig været brugt til fisk, men også til opbevaring af alskens forskellige ting og sager. Deres alder? Der er ingen grund til at overdrive, så lad os bare nøjes med at sige 40 år. Dét er da miljøvenligt...

Gyldent løv

Når vi går fra sommertid til normaltid bliver vi mindet om, at nu går det virkelig mod vinter. Men selv sidst i oktober kan vi endnu glæde os over, at solens stråler stadig både kan varme vores krop og vores sjæl. Sjælen lunes i hvert fald, når vi ser træernes flotte efterårsfarver i sollyset.

Forberedelser til vinteren

De, der har køer, må sørge for foder til dyrene hele vinteren igennem. Så er det godt at have et stykke eng til høhøst. Det sidste hø er pakket i baller for i år, men når det nye års sollys og varme påny får græsset til at gro, skal engen helst være nogenlunde tør. Derfor må traktoren ud og slå kanterne af grøften, så vandet kan finde derned. Man behøver ikke en fuldelektronisk John Deere med firehjulstræk. den gode, gamle - men velholdte - MF'er klarer det lige så godt. Og så går sådan en lørdag formiddag så fint...

Tågede morgener

Solrige dage, klare nætter og svag eller ingen vind oplevede vi mange gange i september '20. Det medførte også en del tåge, ikke rart at køre bil i, men vældig flot at se, når solen begynder at brænde tågen bort. 

Nat og dag

Dagslyset svinder ind - og efter septembers jævndøgn er solen ligefrem nede i længere tid, end den er oppe. Tusmørket er blevet mere kortvarigt og med mindre intensitet i lyset end vi husker det fra de lange sommeraftener.