FLAG

HVORFOR FLAGER VI?

Fordi vi har en flagstang og fordi vi har et flag. Men også fordi vi er danskere i landet med verdens flotteste flag. Og hvor vi dog hygger os med det, når vi af en eller anden årsag synes, at en given dag skal markeres.


Vi følger ikke nødvendigvis de officielle flagdage, vi sætter simpelt hen flaget, når vi synes, vi vil glædes over et eller andet med et kig op til Dannebrog. Herunder ser du, hvorfor vi har eller havde flaget oppe:

Ajourført 22.4.2024

22. april 2024


Mette og Anders blev forældre for 2. gang i går kl. 17.08. Og da vi fik beskeden var dagen så langt fremskreden, at flagning ikke gav mening. Ved at vente til i dag har vi så også den fordel, at vi kan tilbyde Felix, som han nok kommer til at hedde, en hel flagdag. Fra kl. 8.00 til kl. 20.31. Uanset hvad, han kommer til at hedde, så håber vi i hvert fald, at både han og hans familie får et langt og lykkeligt liv. Da Birthe og jeg talte om navnet i går aftes, blev en strøtanke fra mig, om at han i stedet for det latinske Felix også kunne hedde Leif - underforstået Leif den Lykkelige - omgående afvist.
Kan vi finde på andre grunde end velkomsten til den nye verdensborger, som kunne retfærdiggøre dagens flagning? Som sædvanlig kan man godt bygge lidt på historien. F.eks., at Leo jo så fik en bror, men jo også en markering af, at Mette og Anders har taget deres nye bolig i brug, og sikke en herlig bolig. Med flagstang, selvfølgelig og nu også med flag, så de også kan glædes over vores smukke nationalflag og selv markere de dage, hvor de synes, at Dannebrog kan give dem selv og deres med-danskere lidt at glædes over med et blik til verdens flotteste flag.


Da flaget blev hejst, var en sludbyge netop overstået, og sådan må aprilbørn finde sig i, at vejret på deres fødselsdag kan være hvad som helst. På selve Felix' fødselsdag i går var det solrigt og lyst - i dag er det en lidt mere ulden affære. Flaget lagde ud med meget fin vind til flagningen, svag til jævn, til dels frisk vind fra Ø-NØ. Midt på dagen kunne vinden ikke rigtig finde ud af, hvilken vej den ville blæse, i hvert fald drejede den rundt til både V, S og N, inden den bestemte sig for at den skulle være let til jævn fra N med kun få og rolige skift i vindstyrken. Det betød, at flaget stort set næsten hele tiden roligt og næsten fuldt strakt ud. Efter nedtagning kom det lige på snoren i bryggerset, mest for en ordens skyld, for efter morgenens nedbør holdt det faktisk tørt hele dagen igennem.


3. marts 2024


I dag markerer vi med Dannebrog en stor svensk begivenhed, nemlig Vasaløbet. Det finder altid sted 1. søndag i marts og i år er det løb nr. 100. Det første løb fandt sted i 1922, hvor en journalist bagte lidt på historien om Gustav Vasas oprør mod den danske kong Chr. II (i Sverige dengang kaldt Kristian Tyran...). Oprøret lykkedes og Kalmarunionen blev brudt, hvorefter Gustav Vasa på Sveriges vegne kunne forfølge sine stormagtsdrømme. Forholdet imellem Danmark og Sverige er i dag så tilpas fredeligt, at vi godt kan glædes over, at 15.800 deltagere (også danske) kan forfølge deres drømme om at gennemføre de 90 km på ski i verdens ældste og største langrendsløb.
I dag kan vi desuden endnu en gang tænke lidt på Jyttes fødselsdag og årets første forårsdag (iflg. kalenderen i hvert fald) i forgårs. Vi lader også vores flag være en sidste hilsen til Ruth, som fik sin formelle afsked med verden i Kalvehave Kirke. Forhåbentlig ville hun med hendes sønderjyske baggrund og som avispige for Nationaltidende i hendes barndom kunne kunne bifalde at blive medtaget som en del af vores begrundelse for at flage i dag.


Nu er vi derhenne, hvor solen står op før kl. 8.00, så derfor er kl. 8.00 flaghejsningstid. Flaget kom op på baggrund af en grå og diset himmel og vinden var let til jævn fra Ø. I hvert fald indtil flaget blev taget ned kl. 17.53 forblev vinden i Ø, idet den dog tiltog i dagens løb til jævn til frisk. Dagen bød på et par ganske små regnbyger, så som så ofte før må flaget overnatte på tørresnoren i bryggerset inden det kan foldes sammen og pakkes væk.


1. januar 2024


Godt nytår! Det er sådan noget, man især siger nytårsaften og nytårsdag. Og det er også dét, vores flag først og fremmest siger i dag og dét, vi ønsker for alle. Også selv om læren fra alle tidligere år er, at det ikke er alle, der rent faktisk vil få et godt år. Men lad os dog for Søren nyde livet så meget og så længe det kan lade sig gøre. Og håbe på, at vi vil være i stand til et gentage det om et år.
Dannebrog markerer også udgangen på endnu et år her på matriklen, i morgen er det såmænd allerede 5 år siden, vi overtog hytten her. Der har været godt og rart at bo, så vi lader også Dannebrog vaje og vise vores tilfredshed.


Flaget blev hejst kl. 8.37 i dag, så sent behager det solen at stå op på denne tid af året. Jeg måtte finde mig i at få vand i håret, da jeg stod ved flagstangens fod, for vejrguderne lod en byge falde lige på det tidspunkt. Vinden var let til jævn fra SØ indtil flaget blev taget ned kl. 15.54 og selv om skydækket var vekslende, endda med huller til solen tidligt på eftermiddagen, så blev det altså også til enkelte byger i løbet af dagen. Så selv om flaget for det meste var pænt strakt, var det altså ikke mere tørt, end det måtte på tørresnoren efter endt tjeneste.


3. december 2023


Og så var han ude af sagaen. Sådan slutter mange afsnit i Njals Saga, når der ikke er mere at fortælle om en person, fordi vedkommende døde. Ofte voldeligt og for andres hånd. 16. november i år tog naturens orden livskraften fra far - dog stille og roligt. Men så er han også ude af sagaen, det kommer til at gå ham som det er gået for alle afdøde: Med tiden glider alt, de har sagt og gjort stille og roligt i baggrunden, og der vil alene blive taget hensyn til og notits af de levende. Vi markerer fars afgang med flagning på hel stang i dag, ikke fordi dagen ellers er anderledes end andre dage, men da vi alligevel ikke kan gøre noget ved hans død kan vi da i hvert fald glædes over alt det liv og al den glæde, verden trods alt er fuld af. Og håbe for far at han fik det ud af sit liv, han kunne ønske sig - lige som vi prøver at opnå en glædelig tid på jord, mens vi lever. Uden at blive kålhøgne, vores tid vil nemlig også komme og skrive os ud af sagaen... I øvrigt: Vores flag er et glædesflag, man vil ikke opleve flagning på halv fra vores flagstang, det bliver i hvert fald over vores lig!
Som så ofte før, lader vi også i dag Dannebrog være symbolet på glæde over flere ting, Til en begyndelse kan vi f.eks. glæde os over, at solen hver dag stiger op i øst og sikrer naturens gang og orden. En glædelig nyhed, vi fik for en måneds tid siden er, at liv opstår og afløser liv, der ender, Anders og Mette venter nemlig, at Leo til april næste år bliver storebror.
Vores have blev dækket af sne i torsdags, så fredag startede fuglefodrings-sæsonen, men det er faktisk først i dag, at vores fjerede glædesbringere for alvor er begyndt at tage for sig af retterne. De er sikkert ligeglade, men vi vil gerne lave en lille fejring ud af det, så det tager vi med i begrundelserne for at lufte det danske flag.


Flaget blev hejst lidt sent i dag, det hedder jo ellers kl. 8.00 - men ikke før solopgang, derfor blev det kl. 8.15. Det var nærmest vindstille, kun en svag luftning kunne ind imellem få flaget til at bevæge sig minimalt.  Himlen var skyet, især i nord. Men man kunne ane solens komme i SØ og en høj måne skinnede klart fra SV. Over middag gik den vind, der var i NV, og det begyndte det at sne. Vinden drejede mere endnu og var i V ved flaghaling kl. 15.47, hvor det stadig sneede stille og roligt, eftersom vinden stadig ikke kunne mande sig op til mere end en svag luftning. Sneen gjorde, at flaget måtte en tur på tørresnoren i bryggerset.


15. juni 2023


Flagdag fordi Jan overtog sit hus den 15. juni, og det har vi altså gjort til en årlig tradition at markere. Vi lægger ikke vægt på at flage på officielle flagdage, så vi ser det bare lidt som en sidegevinst, at det er Valdemarsdag - nogle kalder det Dannebrogs fødselsdag. Dem om det, vi nyder bare det flotte syn af det danske flag.


Kl. 8.00 var  vinden i N, senere i Ø endnu senere i SØ, til aften i V og den sluttede i S. så den var godt omkring i dag. Til genfæld var der ikke meget af den, mest var  det vindstillie eller svag luftning med enkelte dovne "vindstød" af let til jævn vind. Der er ingen regn faldet i den seneste måned, men selvfølgelig skulle der til vores overraskelse - og alligevel også glæde - lige komme en smule regn til aften. Så Dannebrog "sover" på tøjsnoren i bryggerset til i morgen...


12. maj 2023


Birthe blev i går aftes hædret med en 2.-plads i kategorien "Årets idrætsleder" her i kommunen. Det var selvfølgelig en ærefuld begivenhed, så flaget måtte da bare op i dag. Ud over æren fulgte der også en check på 2.500 kr. med. Hvad ellers? Jo, i går fik vi da endelig også nye naboer, efter Lis døde for næsten et år siden. Lidt pudsigt, at de flyttede ind dagen efter vores egen indflytningsdag her på matriklen for nu 4 år siden. I dag kan vi også lade flaget markere denne sæsons 3. lyse nat - sikke en herlig tid. 


Kl. 8.00 var vinden let fra Ø med stød af frisk vind. Ud over, at vinden tiltog med omkring 1 m/sek., holdt den sig ellers sådan hele dagen igennem i et herligt solskin, så bedre flagvejr kunne man dårligt ønske sig. Kl. 21.o7 blev flaget taget ned. Tørt.


2. april 2023


Birthe havde inviteret sine kolleger på formiddagskaffe og lækkerier, så hun kunne "fejre" sin fødselsdag med dem - godt nok lidt på forhånd, men hvad gør man ikke for at nå det hele. Jo ældre man bliver, jo knappere bliver tiden jo. Men det må have været dejligt for dem med nogle timer, hvor de kunne tale rigtigt og tale færdigt med hinanden uden hele tiden at blive afbrudt af arbejdet.


Flaget blev hejst kl. 8.00 på en dag med let til frisk vind fra N og NØ. Solen skinnede så det var en lyst og således var det da muligt at varme sin sjæl lidt, hvorimod kroppen måtte nøjes med ganske få plusgrader, som føltes ganske friske ude i vinden. Klokken 19.50 gik solen ned, og så var det bare ind i varmen med det helt tørre flag.


1. marts 2023


Det er Jyttes fødselsdag, det markerer vi med Dannebrog. Vi er nemlig i et humør, hvor vi bare har lyst til at flage. Så det smukke danske flag sender en hilsen til fødselaren. Det er også dejligt, når man kan lade flaget være en besked om andre hjertevarmende ting. Og et par ting kan vi da komme i tanker om. F.eks. at kalenderen siger forår fra i dag. Krokusser og vintergækker dækker næsten hele haven og fuglene pipper og fløjter - måske en sang fra de varme lande... Nej, de fylder os nærmere med forventning om, at netop vores land er på vej mod sol og sommer. Hvor dejligt!


Flaget blev hejst kl. 8.00. Det var vindstille og rimtåge, så flaglinen var frosset fast på flagstangen og strittede imod at blive viklet fri. I løbet af formiddagen brændte solen lidt af tågen af og en svag vind fik flaget til at bevæge sig lidt. Ved middagstid var det flot solskinsvejr, men eftermiddagen gav os tågen tilbage og kl. 17.47 havde vinden lagt sig igen. Og så kunne flaget komme i hus, tågen havde gjort det vådt, så op på tørresnoren i bryggerset med det.


1. januar 2023


Godt nytår! Det første produkt af det nye år var en gedigen morgen-bæ. Det er en lidt underlig fornemmelse, den dér ubestemmelige blanding af lettelse og tilfredshed, når det nødvendige er overstået. Men man er trods alt videre. Og det er vel også dét, det drejer sig om. Der bliver filosoferet og analyseret en hel del af kommentatorer og eksperter her ved nytårstide, men hvilken forskel gør det egentlig? Det er 1. januar og vi er videre i livet. Lad os håbe, det kan vare ved længe endnu, men det er jo ingen selvfølge. Mine tanker går lige nu til nogle, der har holdt jul og årsskifte på sygehuset alt imens de i samarbejde med de sundhedsfaglige prøver at komme ovenpå igen. Jeg håber og ønsker det bedste for dem, 


Flaget blev hejst kl. 8.37 i frisk til hård vind og endda stiv kuling i vindstødene og termometeret viste ikke mindre end 11 grader! Plusgrader, altså. Himlen var overskyet men klarede en smule op i løbet af dagen, ligesom den overvejende SV-lige vind aftog til jævn til frisk og hård vind i stødene.


13. september 2022

 

Selv på lang afstand kan man fornemme den dér ”Skibet skal sejle i nat”-stemning, når to forelskede unge står og holder om hinanden i afskedens stund. Det kunne vi også, da vi nærmede os busstoppestedet med landevejsfart på 80 km i timen. Da vi passerede kunne vi se, at manden godt nok var sømand, det var nemlig Anders. Pigen havde vi ikke set før, men det kom vi til senere. For det gik jo som det går, så nu er de gift og har skabt deres egen lille familie.

Pigen hedder Mette og vi kan jo konstatere, at hun er et meget herligt menneske, som sjovt nok har fødselsdag en gang om året. Dét med den årlige fødselsdag er der for så vidt ikke noget usædvanligt i, men når det nu drejer sig om så fint et menneske som Mette, så er der jo bare så meget desto mere grund til at vi markerer hendes fødselsdag i dag med flagning fra vores flagstang.

 

Ved flaghejsning kl. 8.00 var himlen stadig overskyet efter nattens regnvejr og vinden var jævn til frisk fra V, en særdeles velegnet vindstyrke til flagning. Formiddagen bragte nogen opklaring, så solen ind imellem kunne skinne på de tilbageværende blomster og varme menneskenes kroppe og sjæle. I  løbet af dagen tiltog vinden langsomt til frisk til hård og sidst på dagen blev skydækket tættere, så himlen var temmelig grå og lige netop som flaget blev hevet ned, kom der lige en regnbyge. Så flaget måtte lige have en overnatning på tørresnoren i bryggerset.


29. august 2022


Efter godt et par måneders pause må flaget på arbejde igen, denne gang fordi Jens har opnået at have endnu en fødselsdag i den efterhånden temmelig lange række af årsmarkeringer.


Dagens flagning sker fra kl. 8.00 til kl. 20.13. Pudsigt nok er vejret i dag skiftet fra en langvarig periode med tung august-varme til en overskyet dag med let N-lig vind og bare 17 grader over nul. Men oven på varmen kan det såmænd føles helt behageligt.


25. juni 2022


Denne dag har vi ventet på i et år. For i dag har Leo været en del af verden i et helt år. Vi fik beskeden om hans ankomst så sent, at vi måtte vente med at flage til dagen efter hans fødsel sidste år. Så i år skal der altså bare være "rigtig" flagning helt fra kl. 8.00 til solnedgang på selve hans fødselsdag. Og det er altså i dag! 


Man kunne godt have ønsket sig bare en smule vind, så flaget kunne blive strakt ud, det ser altså bare godt ud. Men fra morgenstunden hænger det bare slapt ned, for vinden lægger sig ind imellem helt og en gang imellem hidser den sig op til at være en svag luftning fra N til NØ. Dagen blev meget varm og solrig, til aften var det næsten overskyet igen. Men altså en meget stille omgang i forhold til vind.


22. juni 2022


Far har fødselsdag i dag, vi siger tillykke med en gang flagning. Det er jo så langt fra hans første fødselsdag, så han har sikkert ikke ligget vågen hele natten til i dag af bare spænding, men Dannebrog til tops, det skal han nu have med.

Det er måske ikke helt almindeligt at flage for kartofler, men vi har besluttet, at vi graver de første nye op af jordbunden her på matriklen i dag, så flagningen kommer også til at gælde et måltid mad med hjemmehøstede kartofler. Og stegt flæsk med persillesovs. Og jordbær med fløde.

Vores kære nabo, Lis var altid glad for at se vores flag blive luftet. Hun forlod desværre denne verden i går, så fra og med i dag kan vi altså ikke gøre hende glad ved synet af Danmarks nationalflag længere. Men flaghejsningen i dag lader vi altså også gælde som en hilsen til hende. 


Flagdagen bød fra starten på skyet vejr med let til frisk V-lig vind, som til aften aftog til svæg til jævn, Skydækket aftog midt på dagen, men det var helt overskyet, da flaget blev pillet ned kl. 21.56.


15. juni 2022


Med luftning af Dannebrog udtrykker vi i dag vores glæde over Jans årsdag for overtagelsen af hans residens ovre på den modsatte side af vejen, han mener jo også, at netop i vores by er det velanbragt at markere Valdemarsdagen.

Ved flaghejsningen kl. 8.00 lød der bulder og brag, knagen og knirken, maskinstøj og klapren af plasticdæksler. Det var renovationsfolkene, der kom efter affald til genbrug. Deres yderst vigtige samfundsfunktion skønner vi uhyre meget på, så de kan også godt tåle at blive flaget for.

Og hvad skal man sige, når der sidder en lille gærdesmutteunge på sålbænken lige uden for éns vindue? Oven i alt det andet er det da bare med til at få mundvigene endnu tættere på ørerne. Tillykke med livet til de små væsener.


Overskyet og en let V- til NV-lig vind, det var hvad vejret kunne byde på ved flaghejsningen. Om formiddagen kom der opklaring, så det blev en solrig og lun dag. I løbet af dagen drejede vinden en smule, så den var rent NV-lig indtil den til aften flovede til en svag luftning og gik i N. Til aften blev det skyet, men flaget fik en dag i flagstangen helt uden  nedbør.


12. april 2022


Anders og Mette kan sagtens finde ud af at være lykkelige uden dét. Alligevel har de besluttet sig for at bekræfte deres indbyrdes tilhørsforhold over for øvrigheden i dag. Og det er jo også fordelagtigt i forhold til at samfundet så til gengæld garanterer, at alt det besværlige bliver så let at håndtere som muligt, hvis det utænkelige skulle ske. Det kan og vil vi jo slet ikke forestille os, men om få dage fejrer hele den kristne verden genopstandelsen af deres guds søn efter at selv han måtte herfra for omkring 2.000 år siden. Han genopstod godt nok, men der er vist alligevel ingen, der har set ham siden, så...

Vores flag skal i hvert falds op i dag, så det kan markere at vi er glade for, at Anders og Mette er gode til at finde ud af at have det så godt, som det kan lade sig gøre. Det er en hilsen til både dem og Leo, vi ønsker dem alt muligt held og al den lykke man overhovedet kan ønske for nogen i dette herlige og forunderlige liv.


Det er vindstille i dag kl. 8.00, så flaget hænger fuldstændigt fredeligt og slapt ned. Meteorologerne lover solskin og vekslende skydække og svag til let - måske endda også helt op til jævn - vind fra SV for resten af dagen, så mon ikke Hanne kan hejse et tørt flag ned i aften. Det var hende, der uden at sige noget direkte var fortaler for at få det hejst, så når vi nu ikke er hjemme ved solnedgangstid, så bliver det hende der må hale Dannebrog ned i dag. Og det ved hun lige, hvordan man klarer.


25. marts 2022


Der faldt nogle ting på plads i går, så i dag måtte flaget op. For det første fik Jytte endelig monteret sin reservedel, der kom lige en måneds ekstra ventetid, men endelig er det klaret, og mon så ikke maskineriet kan køre lidt igen. Jytte lyder i hvert fald selv fortrøstningsfuld.

Og endelig fik jeg monteret et støtteben under den store hylde i værkstedet. I en permanent udgave og ikke "bare" sådan en hurtig midlertidig model holdt på plads af en skruetvinge. Tænk bare, hvis man en dag skulle få brug for lige netop dén skruetvinge, hvad så?...
Med sådan et par sager hakket af, ja så stiger humøret automatisk et par grader og man får bare lyst til at hejse flag. Med flagningen fulgte der dog alligevel også lidt eftertænksomhed, for nu om dage er det blevet lovligt at flage med det ukrainske flag her på dansk grund. Selvfølgelig i sympati med ukrainerne, som oplever indtrængen af russisk militær i deres land. Uanset hvad den igangværende konflikt skyldes kan det aldrig blive i orden, at anvende den slags bøllemetoder. Og en eller anden reaktion må vel være på sin plads og nødvendig. Men hvis jeg må opfordre både danske og udenlandske politikere og ledere til noget, så er det at tænke sig om mere end to gange, inden der meldes ud med kritik og retorik - eller for den sags skyld militære aktioner. For det er befolkningerne, de helt almindelige mennesker, som kommer til at betale prisen, hvis krigshelvedet breder sig. Den lidelse, som både civile og militære personer udsættes for i både Ukraine og Rusland, fordi store ledere synes, de skal vise eller bevise et eller andet, er mere end rigeligt og mere end forsvarligt. Tænk fred først, uanset hvilke aktioner, I kunne finde på at sætte i værk. Fred! Fred! Fred! 


Nu er vi så langt henne på året, faktisk har vi næsten lige passeret jævndøgn, så solen er altså tidligt oppe. Før kl. 8.00! Og så hejses flaget netop kl. 8.00. Det var det herligste solskinsvejr i morges, vinden var let hele dagen, først i NV og fra midt på formaddagen V-lig. Vi skulle af sted, så vi blev nødt til at tage flaget ned allerede kl. 18.10, altså noget før solnedgang. På det tidspunkt var der begyndt at vise sig nogle svage skyer på himlen. Men flaget det var altså tørt.


1. januar 2022


Vi lader endnu en gang flaget markere indgangen til et helt nyt år. Der ligger utallige muligheder forude for at gøre nogle ting, vi synes om. Lad os endelig gøre nogle af de ting, vi har planlagt længe - det kan lade sig gøre! Hvis vi ikke skulle bruge denne her forunderlige tilværelse til lidt livsnydelse, hvad er så i grunden meningen med vores liv? Nu starter vi lige med at glædes over, at det er 3 år siden, vi flyttede hertil - og så drømmer vi ellers om at kunne være glade for at fortsætte med at være her. Både her på matriklen og her i livet. 


Dannebrog hejses ved solopgang, dog tidlingst kl. 8.00. Så på sådan en nytårsmorgen er det jo ligefrem glædigt, at solen først står pp kl. 8.37! Ikke før 4. januar begynder den at stå tidligere op. I dag kunne flaget starte sin tjeneste med at blive strakt ud i en jævn V-lig vind, som ved nedtagningen var aftaget til svag fra SV. Det var en tåget og grå dag, det fugtige vejr betød en tur på tørresnoren i bryggerset for det flotte flag.


21. december 2021


Nogle tænker sikkert, at årets korteste dag ikke er værd at flage for, men det er den! Man skal bare se dagen som en afslutter. Der sker ikke mere, ikke flere endnu kortere dage. Allerede i morgen tiltager solens tid på vores himmel. Vist godt nok bare med ca. 12 sekunder. Ikke meget, men husk på, at vi nu ser frem til et helt halvt år med lys, mere lys og endnu mere lys. Herligt!

For seks år siden stoppede Lenes søns hjerte. Heldigvis kom det i gang igen, så 21. december er på godt og ondt blevet en speciel dag i Michaels familie - vores flag sendte også en hilsen til ham.


Flaget fik en kort arbejdsdag. Op kl. 8.35 i frostkoldt vejr og ned i diset og fugtigt klima kl. 15.45. Så igen måtte det en tur på tørresnoren. Men tænk bare: Dagen gik uden at vinden kunne få det til at bevæge sig. Vindfløjen på vandtårnet afslørede dog, at der må have været et eller andet, der har bevæget sig i luften, for om morgenen pegede den mod NØ og senere mod Ø.



7. september 2021


Efter 1 ½ uges sej - men absolut, nødvendig - indlæggelse på hospital, var det dejligt endelig at komme hjem i dag. Endda så dejligt, at flaget måtte op i sin flagstang. Bag flagningen ligger der også en dyb taknemmelighed for, at vi i vores dejlige land har et  super kompetent personale i vores sundhedsvæsen, som med engagement og menneskelighed hjælper mennesker i krise videre. Det er let nok at tænke på læger og plejepersonale (det er jo dem, man er i kontakt med), men der er mange andre, der står op hver dag og yder en indsats til vores alles bedste: Redningsfolk, SSH'ere, SSA'ere, rengøringspersonale, teknikere og IT-medarbejdere og sikkert en hel del flere. Det er let nok at indtage en kritisk holdning til sundhedssystemet, men hold da op, hvor er det bare et stort og komplicere maskineri - og hvor skaber det dog mange gode resultater og megen velfærd til os danskere. Det er værd at flage for! 


Der var kun en svag V-lig vind, da flaget blev hejst  kl. 12 og den kom resten af dagen fra retninger mellem V og SV, mens den langsomt aftog til en svag luftning ved nedtagningen kl. 19.50.



6. august 2021


I dag var det Birthes tur til at holde den årlige og efterhånden traditionelle sammenkomst for 4 tidligere - ikke gamle  - kolleger, det syntes hun var en flagning værd. Og det var det da! Ellers noget? Jo, Hanne har nu kun 15 måneder til målstregen i den lange arbejdsmarkeds-maraton. Og haven er fyldt med fygleunger af de forskellige arters sidste kuld for i år. De er så sjove!


Da flaget blev hejst  var vinden jævn fra SØ, den tiltog i  løbet af dagen til frisk vind, så Dannebrog var virkelig strakt ud i dag. Et flot syn! Ved nedtagning  kl. 21.06 var det ellers solrige vejr på vej til at blive fortrængt af et  regn- og tordenvejr, som fra SV var på vej op imod vores del af landet.



26. juni 2021


Allersidst på døgnet  i går blev Anders og Mette endelig forældre. De kalder deres lille dreng Leo og hans ankomst til denne forunderlige verden skal i hvert fald markeres med flagning. Vi ønsker ham velkommen og de nybagte - og sikkert både stolte og lettede - forældre vil vi give et stort tillykke med på vejen.. 


Grundet omstændighederne blev Dannebrog først hejst kl. 12.00 i dag i en let V-lig vind men i solskin og på baggrund af en herlig halvskyet blå himmel. Heldigvis er det midsommer, så den rød-hvide dug må være oppe helt til kl. 21.56, det giver alligevel næsten 10 timers flagning for Leo og Co. Forhåbentlig får vi 25. juni næste år lejlighed til at flage fra kl. 8.00 på hans 1-års fødselsdag. Denne rigtig gode sommerdag var helt igennem tør og endte med kun svag vind.



15. juni 2021


Det er Valdemarsdag og Jan får gæster i dag, hvor han har sin traditionelle fejring af årsdagen for overtagelsen af sit hus. I øjeblikket er der heldigvis meget få corona-smittede og også meget få indlagte med covid-19. Jan har dog advaret sine gæster om, at der er en vis risiko for, at det gode humør kan smitte...

Et hold solsorteunger indtog verden udenfor den trygge rede i går. De hopper og flyver rundt i haven i dag og skal have lært sig kunsten at finde føde selv - der falder godt nok en forældre-godbid af ind ind imellem, men hr. og fru Solsort har vist mest fokus på at få endnu et kuld unger. 


Dannebrogs udfoldelsesmuligheder lå fra morgenstunden i en let NV-lig vind og baggrunden var en blå sommerhimmel med kun få skyer. Snart gik vinden i V og aftog meget langsomt til en svag luftning ved flaghaling kl. 21.52. Selv om der kom lidt flere skyer i løbet af dagen var det alligevel en herlig og solrig sommerdag, hvor himlen klarede helt op til sidst.



9. maj 2021


Anne-Sofie, Marie-Louise, Dorthe og Kurt havde meldt deres ankomst. Og så kunne det da passe helt fint med en gang flagning fra kl. 8.00 til kl. 21.02.  Det blev en herlig dag med god frokost og kaffe og te ved havebordet.


Det blev en dag med svag vind fra retninger mellem S og SØ. Skyerne var slet ikke mange nok og store nok til at skjule solen, så det gik sørme hen og blev årets hidtil varmeste dag. Først ved 19-tiden begyndte himlen at blive grå og græde nogle få regndråber. Ikke mange men dog nok til at flaget måtte overnatte på tørresnoren.



6. april 2021


Birthe har fødselsdag i dag, så Dannebrog skal op i sin flagstang og være med til at sprede glæde. Nikolaj er knapt så gammel, men det er også i dag, at han har fuldendt et helt år af liv. Og så er der alle de andre skønne ting, som man kan vedtage, at flaget markerer i dag. At Bornholm i går havde været fri for besættelse i 75 år. Plus alle de forårs-dejlige ting. F.eks. at påskeliljerne meget passende var sprunget ud på Påskedag i forgårs, da vi kom hjem. Og at alle Jyttes forårsbebudere fra fugleverdenen er kommet: Lærken, viben og svalen.  


Vekslende skydække med periodevise kig til solen fra morgenstunden. Flaget bliver virkelig strakt ud i dag i en hård vind fra VNV og vindstød af kulingstyrke. Havde det været i "The Julekalender" havde vejrudsigten i Oluf Sands radio sikkert lydt noget i retning af "Og vejret: Den kraftige blæst fortsætter nogle dage endnu..." Men hen under aften flovede vinden alligevel lidt af, så flaget kom ned i frisk vind. I løbet af eftermiddagen kom der et par solide haglbyger, så flaget blev henvist til en overnatning på tørresnoren. Selv om det bor i en lærredspose, så skal det nu alligevel være helt tørt, når det bliver pakket til side. Det er vel egentlig ikke fuldstændig korrekt at sige, at solen skinnede, da flaget blev taget ned ved solnedgang kl. 19.58, men kl. 19.57 gjorde den altså...



22. marts 2021


Det går den rigtige vej. De gamle i familien har fået deres to vaccinationer, Jytte har fået det første stik og det har Ruth også. Mie skal have sit første stik den 28. og nr. 2 den 20. i næste måned. Det er rigtig godt, selv om det selvfølgelig er på en ærgerlig baggrund. Men vi kan nu en gang ikke gøre noget ved, at Corona-virussen har fået tag i verdens befolkning - netop derfor er det bare godt, at vaccinationsprogrammet er kommet godt fra land, så det alligevel går den rigtige vej.
For et par dage siden var det forårs jævndøgn, dér hvor vores klode på sin bane omkring solen er midt imellem de to vendepunkter, vintersolhverv og sommersolhverv. Groft sagt betyder det, at solen nu er længere oppe end den er nede. I hvert fald her på den nordlige halvkugle af jorden, hvor vi bor. Vi kan nu se frem til måneder, hvor dagene bare bliver endnu længere og lyset endnu stærkere, det er en dejlig tid. Det går i sandhed den rigtige vej.

Birthe plantede hindbær i haven i forgårs. Selv om der selvfølgelig går et stykke tid, før hun kan høste de første bær, så må man i hvert fald sige, at det går den rigtige vej. Hvorfor så ikke glædes over det og hejse Dannebrog?


Der var kun en svag luftning ved flaghejsning, så flaget startede sin dag med at hænge lige ned og kun bevæge sig ganske lidt. Der gik dog ikke længe, før vi kunne tale om svag vind og senere endda let og sidst på dagen jævn vind. Flaget sluttede sin arbejdsdag kl. 18.29 og kunne se tilbage på en solrig dag. Dog måtte det finde sig i, at det selvfølgelig skulle begynde at finregne de sidste 4 minutter. Så det fik endnu en gang en overnatning på tørresnoren i bryggerset.



29. januar 2021


I dag kan Anette efter mange års ihærdig indsats løbe over målstregen. Egentlig er der jo et par dage endnu, men hvis der da ikke sker noget helt ekstraordinært force majeure-dikteret, har hun heldigvis lov at holde fri i weekenden. Så situationen er lidt lige som man nogle gange ser ved større sportsbegivenheder: En buket blomster efter løbet og så kommer medaljeoverrækkelsen og et ekstra, men velfaldt bifald senere på det tidspunkt, der står i det officielle program.

Efter flaghejsningen viser det sig, at Dannebrog i dag også kan være med til at markere årsdagen for Halfdan Rasmussens fødsel i 1915. Et citat fra den kendte forfatters omfattende produktion: "Jeg skriver sjove digte. Jeg skriver osse triste. De første læser andre folk. Selv læser jeg de sidste." 


Månen var endnu ikke gået ned, da flaget blev hejst. Dagslængden er her kun godt en måned efter vintersolhverv faktisk tiltaget så meget, at flaget skulle hejses allerede kl. 8.08, så det var om at komme op i ordentlig tid. Man hejser jo flaget kl. 8.00, dog tidligst ved solopgang. Det var rigtig fint vejr og dét, at flaget blev hejst ved solopgang betød, at den røde dug blev badet i et rødglødende sollys, det var fantastisk flot at se. Og heldigvis var der en ganske svag vind fra NØ, så flaget blev rettet en lille smule ud. I løbet af dagen drejede vinden i Ø og tiltog til let vind. Der var en smule fugtig nedbør i luften ved nedtagningen, så der var dømt tørresnor til flaget til i morgen. For en sikkerheds skyld.



1. januar 2021


Godt nytår! Det vil vi gerne sige med vores flag i dag. Pessimisten vil måske spørge, om det skulle være så vigtigt. Jamen, det er det da - det er nemlig ekstremt vigtigt at være i live i dag. For er vi ikke dét, ja så er vi det jo heller ikke i morgen. Og det vil vi da gerne være, ikke?


Hvis et flag har følelser, ville det nok ikke være helt tilfreds i dag. Tænk på at blive hevet ud af sin lune lærredspose i bryggerset og blive hejst op i en kold og våd flagstag på sådan en nytårsmorgen, hvor vejret mest af alt indbyder til at være indenfor. Det var overskyet og lidt regn, da flaget blev hejst i en let søndenvind. Vinden drejede i løbet af dagen mod SV og aftog til svag vind. Regnen holdt op og en time før solen skulle gå ned, kom der hul i skydækket, så den ligefrem kunne skinne lidt på os. Desværre havde den travlt med at komme til køjs, så skumringen afløste solskinnet og kl. 15.54 blev flaget taget ned og hængt til tørre efter en dag med kort tjeneste. Det var såmænd blevet næsten helt tørt, men her på stedet bliver flaget i hvert fald ikke lagt fugtigt i sin pose - det må vente til i morgen... 



1. oktober 2020


Efter en september uden flagning kom flaget til tops i dag for at markere Anne-Sofies fødselsdag. Hun er stadig fuld af humør, men hold da helt op, hvor er de 26 år dog gået hurtigt...


Let østenvind med moderat skydække fra morgenstunden tiltog til jævn vind og tiltagende skydække i løbet af dagen, sidst på eftermiddagen var himlen helt overskyet og den gav også lige nogle minutters finregn. Så efter nedtagningen kl. 18.46 kom det lige en tur på tørresnoren.



29. august 2020


Denne dag var min fødselsdag, og jeg kunne efter et sejt, men i hvert fald spændende, maraton endelig løbe over målstregen - så flagning må under alle omstændigheder være passende. Jeg deler også fødselsdag med Jørgen, så flagningen gjaldt selvfølgelig også ham.


Det var vindstille og skyet fra morgenstunden, som bød på langsomt tiltagende vestlig vind ledsaget af lidt torden og lidt regnbyger i den forbindelse. Vinden nåede aldrig at blive stærkere end let vind, som til aften aftog til svag vind. Tordenen og regnen om morgenen gik hurtigt i sig selv og det blev faktisk en fin og solrig dag med løbende aftagende skydække. Det er slående, hvor meget dagen allerede er aftaget, i dag gik solen ned kl. 20.11.



27. juli 2020


Det er Marie-Louises fødselsdag i dag, så dagen er jo oplagt til flagning. Vi ønsker at fremtiden for hende bliver lige så god som de 29 år, der er gået indtil i dag. Er der mere, vi kan flage for i dag? Hvis vi lægger hjernen i blød, kan vi sikkert komme i tanker om mange ting, men en helt oplagt, dejlig begivenhed er i hvert fald feriestarten for Anette og Jytte.


Flaget startede dagen i en svag S-lig luftning, som efter et par timer blev til svag vind Vinden drejede langsomt mod SØ og tiltog til let og til aften til frisk vind. Og så gik den ikke længere: ½ time før flaget skulle ned, kom der lige en meget lille regnbyge. Den gav ikke mange dråber vand, men dog nok til, at flaget trods alt måtte en tur på tørresnoren. Solnedgang: 21.24.



18. juli 2020


I dag kommer Dorthe og Kurt på besøg og vi glæder os til et par gode dage, inden de sætter kurs imod Jylland igen på mandag. Vi synes, det er en god grund til at lufte Dannebrog.


Flagets dovnede den i dag, for vinden blev aldrig stærkere end svag, imens det var oppe. Pænt, letskyet vejr og helt tørt. Solnedgang i dag: 21.38.



15. juli 2020


Flaget markerer i dag på smukkeste vis Anders' 30 års fødselsdag og som efterhånden en del gange før er der mere end én begivenhed som kan få opmærksomhed med Dannebrog, for Malene i Ålborg fylder også år i dag.


Hele dagen igennem var der svag vind, så flagets bevægelser var temmelig dovne, der var kun få øjeblikke, hvor det blev strakt helt ud. Det var en skyet dag, men vejret var absolut pænt hele dagen, så endnu en gang var flaget tørt. Vi var selv lykkelige over, at Jan klarede nedtagningen. Solnedgang i dag: 21.42.



5. juli 2020


I dag vil vi bruge flaget til at markere Mies fødselsdag, og vi nævner kun i forbifarten - og kun meget spagt - Rock Nalle, for Mie er god, men hun er altså ikke gammel.


Dannebrog blev strakt ud kl. 8.00, for der var frisk vind fra SV. Det så rigtigt flot ud, selv om himlen i baggrunden var grå og helt overskyet. I løbet af dagen tiltog vinden til hård vind og blev V-lig. Til gengæld oplevede vi vekslende skydække og ind imellem regnbyger, og sidst på eftermiddagen endda en letskyet, blå himmel og et herligt solskin. Vi kunne glæde os over, at den kraftige blæst sørgede for at holde flaget strakt ud, så det kunne tørre - endnu en gang kom det direkte i posen. Dagens længde er aftaget, dog ikke så meget til aften, solen - og flaget - gik ned kl. 21.52.



17. juni 2020


Det er i dag, vores genbo får gæster til hans traditionelle sommerfesltlighed, se under 8. juni 2020. Hvert år omkring Valdemarsdag inviterer han gode venner til at markere at han overtog sit hus 15. juni og til at fejre Valdemarsdagen, som netop på vores egn kan påstås at have lidt ekstra relevans. Og det passer jo fint, men havde det ikke været indflytningen og Valdemarsdagen, så havde Jan nok fundet noget andet at knytte festligheden op på. For jeg tror faktisk, at det er vennerne og det gode humør, der er vigtigst for ham... Vi har lovet at komplettere hans egne små flag med vores store, så op skulle falget altså. Og så er det også Kurts fødselsdag i dag, endnu en god grund til at lufte nationalflaget. En god bekendt forlod denne verden 17. marts, men pga. Corona-begrænsningerne kunne der ikke arrangeres en almindelig begravelse, i stedet har familien valgt at holde en mindehøjtidelighed i kirken i dag. Det tager vi også med som en begivenhed, som vores flag-markering i dag omfatter. Måske synes nogle, at det er upassende. Men uanset hvordan vi vrider og vender os, så får vi desværre ikke Lars tilbage, så lad os i stedet flage for alle de gode ting, han har gjort og oplevet mens han var her.


Dagen startede med flot solskin og kun ganske få skyer, der var kun en svag luftning overvejende fra Ø-lige retninger, så flaget ville ikke strække sig ud. Jævnt over dagen tiltog vinden meget langsomt til let vind ved nedtagningen kl. 21.54. Det er snart længe siden, at flaget har været våd eller fugtigt - og statistikken blev heller ikke ødelagt i dag.



15. juni 2020


Begivenhederne står nærmest i kø i dag for at blive markeret med vores flag. For det første: Vores genbo fejrer hvert år, at han overtog sin bolig 15. juni, vi vil gerne markere det festligt. For det andet: Jannie fejrer i dag sin nye titel: Student! Så selvfølgelig skal Dannebrog også i arbejde i dén anledning. For det tredje: I år og netop i dag er det 100 år siden, at Sønderjylland formelt blev en del af Danmark igen efter 1864-krigen. For det fjerde: Det er den 108. Valdemarsdag. Og det er nu ikke fordi vi absolut flager på de officielle flagdage. Men Valdemarsdag har en sympatisk historie, som - i sympati med skoleeleverne - godt kan være værd at markere. I 1912 var Christian X blevet konge og den gang var kongens og dronningens fødselsdage fridag for skolebørnene. Dronning Alexandrine var født 24. december, men der havde børnene i forvejen fri, så Valdemarsdagen blev fridagen i stedet for. Skolebørnene mistede fridagen igen, da  Kong Christian X døde i 1947. Valdemarsdagen er dog stadig en officiel flagdag til minde om det flotte flag, der - i hvert fald ifølge sagnet - i 1219 dalede ned fra himlen i Estland under et af Valdemars Sejrs korstog.


I dag flagede vi helt fra kl 8.00, hvor vejrguderne havde ordineret flot solskin, skyfri himmel og en let til jævn Ø-lig vind. Vi nærmer os sommersolhverv, i dag skal flaget være nede senest kl. 21.53. Jannies fest gjorde, at vi ikke kunne være hjemme og klare dén forpligtelse, så det var både heldigt og dejligt, at Hanne kunne klare det for os. Da vi var hjemme ved midnatstid var det nærmest en skærsommernatsdrøm, fuldstændigt vindstille og en rigtig flot lys og lun sommernat, hvor man egentlig ikke har lyst til at gå i seng men kun gør det fordi, det er nødvendigt.



8. juni 2020


Flaget blev hejst lidt i huj og hast kl. 12.24. Det viste sig nemlig, at vores genbo skulle have besøg af gode venner kl. 13.00, gode venner som pga. helbred og corona-situationen helst ikke ville komme til Jans store sommerkomsammen i næste uge - hvor vi har lovet at komplettere hans egen godt nok festlige - men trods alt lidt mere diskrete - flagning med vores store flag. Så selvfølgelig måtte flaget da op i dag.


Flaget havde letskyet blå himmel som baggrund og en rolig vind på 4-5 m/sek, da det blev hejst. Det gode vejr fortsatte helt til nedtagningen, hvor vinden endda havde lagt sig til nul komma nul-nul-nul-én eller noget i den retning - en vindmåler ville måske kunne bevæge sig lidt, men der skulle i hvert fald decimaler til for at vise styrken. Og tørt flag direkte i posen. Men man skal efterhånden snart være natteravn for at tage flaget ned ved solnedgang - i dag kl. 21.48.



10. maj 2020


Vi har hejst flaget i dag for at markere at vi nu har boet her - lige ved siden af flagstangen - i præcis 1 år.


Da flaget gled til tops kl. 8.00 var det overskyet og vinden uhyre svag fra skiftende retninger imellem SØ og SV. Det var første gang, vi kunne opleve at flaget bare hang lige ned. De næste timer manifesterede vinden sig til at være SV-lig ca. 3 m/sek. samtidig med at skydækket gik lidt i opløsning. Senere på dagen drejede vinden mod V, så videre til NV samtidig med, at den tog lidt til. Ved solnedgang kl. 21.05 var den N-lig 7-8 m/sek. Skydækket var markant på det tidspunkt efter at have været vekslende i løbet af dagen. Flaget kom direkte i posen uden tørring.



6. maj 2020


I dag er det Hannes årsdag, vi markerer med Dannebrog i toppen af flagstangen, og ud over selve fødselsdagen, så kan vi jo også tænke på, at hun nu kun har 30 måneder til målstregen. Ved et tilbageblik på det år, der er gået, ja så springer det jo i hvert fald i øjnene, at vi har fået en ny statsmininister. Mon Mette F. er lige så frisk på en selfie som LLR?


Det var et fint solskinsvejr med kun få skyer ved flaghejsningen, vinden svag omkring 4 m/sek. fra en NV-lig retning. Allerede om formiddagen tiltog vinden til omkring 7 m/sek. og drejede mere og mere mod V. Det gjorde nu ingenting, dels var der ikke alt for mange skyer, og et flag er nu engang smukkest i modvind! Til aften aftog  vinden en lille smule og vi kunne tage flaget ned kl. 20.58 - endnu en gang i tør tilstand.



6. april 2020


Hvis ikke Dannebrog skulle til tops i dag, hvornår skulle det så? Det er jo Birthes fødselsdag, og det er det jo og det er i dag. Stort tillykke, det skal markeres. Tilllykke også til Nikolaj, som dog ikke kan følge med i antal fødselsdage. I dag er det en måned siden, statsministeren bad os om at leve lidt anderledes i håbet om, at vi kan komme foruftigt igennem Corona-epidemien. Og nogle vil spørge, om det er noget at blande ind i dagens flagning. Måske ikke, for det er egentligt ikke noget glædeligt. Men vi kan jo vende den om og rent faktisk glæde os over, at vi ikke er blevet syge. Og over alle de trods alt mange andre, som indtil nu er gået fri. Jo, der er faktisk meget at være glad for.


Flagets flotte farver fremhæves for fødseldagen fremdeles fint, fordi det er alle tiders solskinsvejr - selvfølgelig, vil Birthe nok mene. Da det blev hejst kl. 8, var vinden SØ-lig, ca. 6 m/sek. og det var skyfrit. Solskinnet holdt hele dagen igennem, vinden aftog langsomt og kunne næsten ikke bevæge flaget ved solnedgang. Så endnu engang kom det direkte uden tørring i sin opbevaringspose.



30. marts 2020


Jan Olsen 50 år i dag. Vores helt inden for marathon, triathlon, whisky, spildevand, heavy metal og meget mere. Et konsekvent menneske, som har rigtigt mange positive kendetegn, herunder især medmenneskelighed, god stemning og højt humør.


Vi hejste flaget til en NV-lig vind på ca. 7 m/sek. Skydækket var så småt ved at gå i opløsning og give plads til, at solen kunne komme igennem. Dagen var helt igennem flot med en blå himmel og hvide skyer og ved solnedgang var himlen flot og klar. Vinden aftog langsomt i løbet af dagen til ganske svag og nåede undervejs helt over i NØ og sluttede i N. Og i dag kunne vi pakke flaget direkte i sin lille lærredspose uden at skulle hænge det til tørre først.



1. marts 2020


I dag er det Jyttes fødselsdag, som har fået os til at hejse flaget. Og vi kan da også godt lige fejre, at kalenderen nu siger forår, blomster og fugle er da også klar! Det er også 1. søndag i marts i dag, så flaget er også en hilsen til de mere end 15.000 skiløbere, som deltager i Vasaløbet i dag.


Der var omkring 11 m/sek. SV-lig vind og overskyet, da vi hejste flaget. Da vi tog det ned igen var vinden flovet til ca. 7 m/sek., og vi kunne se tilbage på en - også vejrmæssigt - temmelig god dag med vekslende skydække, og dermed også nogen sol. Desværre kunne fødselsdagen ikke helt forhindre nedbør, sidst på eftermiddagen kom der lige en ordentlig omgang med både regn og hagl. Så også denne gang måtte flaget finde sig i at blive hængt til tørre efter dagens gerning.



24. januar 2020


Anette har fødselsdag i dag, så derfor måtte flaget op!


Vi satte flaget i ca. 8 m/sek. V-lig vind og finregn og det ændrede sig faktisk ikke noget særligt i løbet af dagen.



22. januar 2020


I dag er vi glade for at kunne bruge vores flag til en markering af Gerdas fødselsdag .


Dagen startede temmelig skyet med NV-lig vind på 7-8 m/sek. Ved middagstid var solen dog kommet frem og det klarede helt op samtidig med at vinden drejede i N for at lægge sig helt inden flaget blev halet kl. 16.28



8. januar 2020


I dag havde vi kun to grunde til at flage: I går fik vi vores nye flag, og det skulle da lige fejres - og så kunne vi samtidig "prøvekøre" det. Og det var bare så fint. Lidt større end det gamle, så det passer rigtigt godt til flagstangens højde. Vores påstand er, at det kan vi sagtens være bekendt at bruge.


Der var rigtig god vind til flaget: 11 m/sek mellem V og SV fra morgenen, den var flovet til 5-6 m/sek., da det blev halet. Desværre måtte det nye flag finde sig i at debutere på en grå og lidt fugtig dag, ikke decideret regn, bare lidt "snusket" i hvert fald først på dagen. Så det må lige finde sig i en tur på tørresnoren, så det bliver helt tørt, inden vi skal prøve at lægge det pænt sammen.



1. januar 2020


I dag var flaget oppe af tre grunde: Det var første dag, hvor vi kunne være bekendt at flage. Flagstangen var "opslugt" af en stor nøddebusk og hældede lidt mod SØ. Nøddebusken blev beskåret færdigt i forgårs og i går blev flagstangen rettet op til lodret. I dag var derfor både en fejring af vores indvielse af flagstangen, en markering af vores 365 dage her på stedet (i morgen starter vi vores år 2) og selvfølgelig en fejring af nytåret!


Flaget, som lå i skabet, viste sig at være en smule medtaget af alder og så virkede det også til at være lige i det mindste til flagstangen, derfor var det 3. gang, vi havde det oppe - første, sidste og eneste... Vi anskaffer simpelt hen et nyt og sørger for, at det gamle bliver brændt forskriftsmæssigt.


Der var en rigtig god vind til flaget: 8-9 m/sek fra V, så det var strakt flot ud.