E 382 MARY-ANN

MODELSKIBET

MARY-ANN

Lad os se, om det kan lykkes at bygge en model af en dansk fiskekutter fra omkring 1955-1960. Og hvordan resultatet bliver...

Opdateret 18.9.2022



September 2022: Det var planen, at spanteafstanden generelt skulle være 54 mm med undtagelse af det forreste og det agterste, hvor afstanden blev sat lidt ned for at have lidt mere underlag for klædningen tæt på stævnene, hvor plankerne kommer til at skulle bøjes allermest. Desuden er der sat to ekstra spanter ind i agterskibet, hvor der "sker" en hel masse med kutterens facon: Midtskibs er spanterne konvekse og længere agterude buer de foroven konvekst og for neden konkavt - lidt af en s-form. Lige dér bliver det sikkert lidt udfordrende at få fastgjort plankerne, så de dels får den rigtige form og dels kan sættes sikkert fast. Selv om det vil medføre lidt ekstra arbejde, er det ikke helt utænkeligt, at jeg vil placere endnu et spant imellem det agterste og agterstævnen - bare for en sikkerheds skyld. Men overordnet set vil jeg alligevel sige, at nu er der rejst spanter.




Juli 2022: Det første spant er på plads og limen tør. Skabelonen til placering af spanterne kunne ikke glide så langt agterud på beddingen, at den umiddelbart kan bruges til de 2 spanter,  som skal sidde fast på agterstævnen, men med lidt opfindsomhed kunne den "udvides" med en ekstra skabelon. Og det virker rigtig fint.




December 2021: Kølen er lagt og stævnene rejst. Det er jo meningen, at kutteren skal ud at sejle, når den er færdig, så den skal jo have noget skruetøj. For at få en passende størrelse skrue blev det nødvendigt at indbygge et stævnrør på 6 mm i diameter. Det er lige så meget som stævnenes bredde på bredeste sted. Altså måtte agterstævnen skæres igennem og stævnrøret limes fast med epoxy.
Gennemføringen for rorstammen er 4 mm, hvilket svarer til bredden på "inderstævnen", så også her blev der lidt griseri med epoxylim.
Men vi er klar til at rejse spanterne, skabelonen midt i billedet skal holde spanterne præcist og godt fast, imens limen tørrer.




Januar 2020: Jo, det var en fed fornemmelse endelig kunne åbne pakken fra modelskibet.dk.


Indeni var der heldigvis, hvad der skulle være, og det var godt. For efter at have været lang tid om at bestemme mig, viste det sig, at der var restordre på ubestemt tid, som viste sig at være 3 måneder. Så skulle det jo bare lige passe, hvis pakken indeholdt et forkert skib. Eller  hvis der manglede dele...


Men der var alt, hvad der skulle være - og endda lidt ekstra af nogle af stumperne.