CUTTY SARK

CUTTY SARK

...TALER VI OM OVERTRO? 

I en tid uden GPS, radar, radio, ekkolod eller redningshelikoptere og hvor søfolk kun havde sig selv og hinanden at stole på, var det vel kun naturligt, at man kunne føle trang til at bede en bøn til Gud. Og højt i riggen eller yderst på bovsprydet i stærk vind og høj sø var der vel heller ikke noget at sige til, hvis man kom i tvivl om, hvem eller hvad, der holdt hånden over én...

Opdateret 1.10.2020

CUTTY SARK er et af verdens mest berømte skibe. Bl.a. fordi hun har været igennem så mange voldsomme hændelser - og alligevel altid har klaret skærene. Som om noget straffer hende - men i sidste ende alligevel holder hånden under hende. Vås, vil nogle mene, andre vil kalde det overtro. Men...


Læg mærke til Cutty Sarks gallionsfigur - heksen Nannie. Cutty Sarks reder, John Willis boede i London men kom oprindeligt fra Skotland. Til sine andre skibe havde han valgt navne på landsbyer og floder i det skotske grænseland, hvor han kom fra. Men nu lod han sig i stedet inspirere af den skotske nationaldigter, Robert Burns' digt 'Tam O'Shanter' fra 1791. Og måske er et digt bare et digt, fri fantasi fra en krøllet hjerne. Men vi har jo alle hørt om eller måske endda selv oplevet uforklarlige ting. Så kan der være noget om snakken...? I hvert fald fortæller digtet, hvordan Tam bliver fuld når der er marked i Ayr og hvad der sker, da han en nat rider sin trofaste hest Maggie hjem fra markedet.


På turen de få mil hjem til Alloway bliver han overrasket over at se, at der er lys i kirken. Nysgerrigt driver han Maggie fremad for at se nærmere. Igennem vinduet ser han, at alteret er blevet skændet og at kirken er fuld af hekse og trolde, der danser til en melodi, der bliver spillet på sækkepibe af Satan selv. Heksene er nogle frastødende, gamle bæster, undtagen Nannie, en ung skønhed, der laver krumspring i en 'cutty sark', en underkjole af sparsom længde, som hun har haft fra hun var en pige og som nu ikke længere kan skjule det hele. Ved dét syn kan Tam ikke skjule sin begejstring og udbryder: 'Weel done, Cutty-Sark!'


Troldene og heksene får nu øje på Tam og en vild jagt begynder. Tam presser Maggie til at haste mod Alloway Bro, fordi han ved at hekse ikke kan krydse strømmende vand. Lige da de når broen, får Nannie fat i Maggies hale, men hest og rytter presser på og undslipper - efterladende stakkels Maggies hale i Nannies hånd.

ALLEREDE da Cutty Sark blev bygget løb hun ind i de første vanskeligheder. I januar 1869 gav John Willis ordren til et kun ét år gammelt værft,  Scott & Linton i Dumbarton i Skotland, ca. 20 km NV for Glasgow. Problemer med udformningen af skibet gjorde, at Scott & Linton løb tør for penge i allerede i juli, og i september blev værftet delvist nedlagt. Men heldigvis ville værftets kreditorer overtage skibet og gøre det færdigt. Cutty Sark blev søsat uden stort hurlumhej 22. november. Hun blev bugseret over til Leven Shipyard i Dumbarton, hvor hun fik sine master og videre til Greenock længere nede af Clyde-floden for at blive rigget til. 13. januar 1870 sejlede hun fra Skotland og 14 dage senere begyndte hun at tage sin første last om bord i London.

EN BØLGE AF SNOBBERI omkring te var dét, der fik rederne til at få udviklet og bygget te-clipperne. Da Cutty Sark blev bygget havde englænderne allerede i 200 år importeret te fra Østen. Men omkring 1860 blev det fint at kunne skænke den friskeste te fra den seneste høst i Kina i kopperne. Rederierne begyndte at sejle om kap hjem til England for at få de højeste priser for sæsonens første te. Der blev væddet store penge om, hvilket skib der kom først. Og i begyndelsen var der endda store pengepræmier til det vindende skib.


Reder John Willis bestilte Cutty Sark for at være med i kapløbet, der allerede havde berømte skibe som deltagere. Et af den var Thermopylae, som kom til i 1868 og som på sin jomfrurejse fra London til Melbourne satte en rekord, som intet sejldrevet handelsskib endnu har slået - 63 dage! Man kan dog ikke sammenligne sejlskibe uden også at regne med vejret.


I 1872 opstod muligheden for en direkte sammenligning. 17. juni afgik Thermopylae og Cutty Sark fra Shanghai med minutters mellemrum. De kunne følge hinanden indtil de kom ud i det Indiske Oceans friske sydøstenvinde, hvor Cutty Sark løb fra Thermopylae - da hun nåede Sydafrikas kyst var hun kommet 400 sømil foran. Imidlertid løb hun ind i noget hårdt vejr i Sydatlanten, hvor hun mistede sit ror. Tømmermanden fik fremstillet et midlertidigt ror og med en provisorisk esse på dækket lykkedes det at få smedet beslag til det. Kaptajnens søn fik nogle grimme brandsår, da essen på et tidspunkt væltede, så kullene fløj ud over dækket. Men forbavsende nok lykkedes det at få hængt roret på plads, det nederste beslag var 15 fod (ca. 5 meter) under vandlinjen...


På dét tidspunkt var Thermopylae kommet 500 sømil foran og Cutty Sark tabte endnu mere tid, fordi man løbende var nødt til at reparere på det midlertidige ror. Thermopylae kom til London efter 115 dage i søen - Cutty Sark kom 9 dage senere. Men Cutty Sarks kaptajn og besætnings fantastiske indsats gjorde, at Cutty Sark løb med berømmelsen frem for Thermopylae.


Cutty Sark nåede aldrig at vinde kabløbet til London, men hun var i sandhed et hurtigt skib. Hun er blevet logget til en fart af 17,5 knob og over 24 timer har hun præsteret 363 sømil (over 15 knob i snit), hvor Thermopylaes højeste 24-timers distance var 358 sømil. Cutty Sark blev regnet for at være hurtigst i hård vind og Thermopylae hurtigst i lettere vind.

Der blev i bogstaveligste forstand LAGT I KAKKELOVNEN til sejlskibene. I starten var dampskibene ingen konkurrence, deres maskinerier skulle bruge så meget kul, at der kun blev plads til meget lidt last, så på de lange stræk var de ikke rentable. Men det skulle ændre sig: Dampmaskinerne blev udviklet til bedre udnyttelse af brændslet og man kunne bygge skibene større og større.


Og 5 dage før Cutty Sark blev søsat, blev Suez-kanalen åbnet. Det sparede dampskibene turen syd om Afrika og dermed 3.300 sømil, så de nye skibe kunne klare turen på kun 77 dage og have dobbelt så meget last som te-klipperne. Klipperne havde ingen glæde af Suez-kanalen, dels ville de skulle bugseres igennem kanalen og dels er der generelt megen besværlig nordvestenvind i det Røde Hav og vindforholdene i Middelhavet er heller ikke fordelagtige for sejlskibene.


I 1870 var Cutty Sark et af 59 sejlskibe, der hentede te i Kina - i 1877 var hun et af bare 9. Året efter kunne Cutty Sarks kaptajn ikke opdrive en hel last te, damperne havde været der. Kun én gang til i hendes karriere fik hun en last te - Fra Calcutta til Melbourne i 1881. Hun måtte fortsætte i trampfart - fra havn til havn med den last, der var til at få - indtil 1883.

ANKERET kunne ikke holde, da Cutty Sark i 1877 sammen med 60 andre skibe lå i Den engelske Kanal ud for Deal i Kent og ventede på at et stormvejr skulle drive over. Hun drev og nåede at anrette skader på flere af de andre skibe, inden hun drev ind på en mudderbanke. Heldigvis lykkedes det slæbebåden Macgregor at få trukket Cutty Sark af grunden så hun kunne blive bugseret ind på Themsen for at få repareret sine egne skader.

EN DJÆVELSK REJSE skulle det vise sig at blive, da Cutty Sark lagde ud fra London i 1880. Først gik turen til Wales for at laste kul til Yokohama. Ombord var en rå og upopulær førstestyrmand, Sydney Smith og en irriterende amerikansk sømand, John Francis. Efter en række konfrontationer tog Francis en stok fra capstan'en og truede Smith med den. Det lykkedes Smith at snuppe stokken fra Francis og slå ham i hovedet med den, så hårdt at Francis døde den følgende aften. Smith blev forvist til kahytten indtil skibet nåede Anjer på Java, hvor kaptajn Wallace lod ham flygte. Smith blev dog genkendt to år senere i London og dømt til 7 års hårdt arbejde for manddrab.


Ombord var besætningen i oprør over kaptajnens handling og nægtede at arbejde. Wallace følte sig tvunget til at lægge fire af besætningen i jern. Det gav ro i tre dage, så Wallace fik fred til at tænke over sin fremtid. Han har nok været klar over, at han som det mindste ville blive frataget sit certifikat, når han kom til Yokohama. Tidligt den fjerde dag, 9. september 1880 vekslede Wallace nogle ord med rorgængeren, trådte op på lønningen agter og hoppede overbord. Han blev aldrig set siden.


Cutty Sark vendte tilbage til Java, hvorfra en hollandsk lods sejlede hende til Singapore, hvor kullasten blev losset og en ny kaptajn, udpeget af Willis, steg ombord. Det var førstestyrmand William Bruce fra et andet af Willis' skibe, Hallowe'en. Han sejlede Cutty Sark til Calcutta, hvor alle pånær tømmermanden og de fire skibselever blev afmønstret. Der gik 4 måneder, før der blev fundet en last til skibet, og så gik turen til Melbourne, videre til Shaghai og Cebu på Filipinerne og endelig til USA.


Bruce havde imidlertid ikke sørget for nok proviant til rejsens sidste ben og endte med at måtte tigge mad, først fra et tysk skib og senere fra et engelsk marineskib. Endelig, 706 dage efter at have forladt London, lagde Cutty Sark til i New York. Her fyrede John Willis sin kaptajn og overførte besætningen fra sit skib Blackadder til Cutty Sark, hvorefter hun sejlede til Semarang i Indonesien, så til Indiens østkyst og vendte tilbage til London i juni 1883.

AT SEJLE ULD fra Australien til Englands voksende tekstilindustri blev en ny mulighed for clipperne og deres høje fart var selvfølgelig selvfølgelig en formildende omstændighed i konkurrencen med damperne. Det endte dog alligevel med, at John Willis solgte skibet. Men hans sidste kaptajn var en ren mester i at presse så meget uld som muligt ned i lasten og han satte den ene hastighedsrekord efter den anden. F.eks. ved at sejle på lidt sydligere ruter rundt Kap Horn med mere vind men også mange og store isbjerge. Ingen tvivl om at skib og mandskab blev presset til det yderste, alligevel gik det for det meste godt. I Cutty Sarks tid under britisk flag mistede man "kun" 5 mand. F.eks. blev 2 mand skyllet overbord fra bovsprydet, da skibet nærmede sig Den engelske Kanal efter en tur rundt om Kap Horn.

PENGE er det, en skibsreder har brug for. Måske har han aktionærer, kompagnoner eller andre investorer - eller bare hans kone - der vil se noget udbytte. Det er ikke til at vide, hvor meget John Willis holdt af Cutty Sark. Men vi ved, at han mærkede konkurrencen fra de stadigt større dampskibe. Fragtraterne faldt og faldt og for at holde sit lille skib gående, begyndte han at skære ned på vedligeholdelsesomkostningerne, hvilket igen betød flere og flere skader på riggen i hårdt vejr og dermed længere sejltider. I 1895 tog han konsekvensen og solgte 6. juli sit lille skib, der 14 dage senere igen blev solgt videre til Portugal, hvor hun blev omdøbt til 'Ferreira' og indsat på en stor 3-kant-rute fra Lissabon til de afrikanske kolonier og videre til Brasilien eller sydstaterne i USA.

I 1906 blev hun svært skadet under en orkan i Florida, så meget, at der gik 6 måneder, før hun var sødygtig igen. I maj 1916 på en tur fra Mozambique til Angola skred hendes last af kul, så hun fik så meget slagside, at besætningen måtte ofre riggen, så der til sidst kun var det underste af formasten tilbage. Hun blev opdaget af en damper, der fik en trosse over og kunne slæbe hende ind i læ.

1. Verdenskrig med dens mangel på materialer gjorde, at Ferreira måtte sejle rundt med beskåret rig og mandskab, først i januar 1918 var hun tilbage i hel tilstand. Nu blev hun solgt til en anden portugisisk reder, der gav hende endnu et nyt navn 'Maria do Amparo' med henvisning til Jomfru Maria - hun kom ved enkelte lejligheder nu igen til England.

Der var kun 10 af de STOLTE KLIPPERE flydende, da Cutty Sark blev solgt i 1895, hendes gamle rival Thermopylae havde også fundet en ny hjemhavn i Portugal 5 år tidligere for at blive til skoleskib i den portugisiske marine under navnet Pedro Nunes. Men hun slap ikke så heldigt som Cutty Sark, to af marinens skibe slæbte hende ud af Tejo-floden, hvor hun blev brugt som mål for torpedoskydning. Hun sank med fuld honnør 13. oktober 1907 i overværelse af dronningen og ligger i dag på 30 m vand ca. 1½ sømil SSØ for Cascais.

Da Maria do Amparo på et tidspunkt 1922 LÅ I FALMOUTH i England, opdagede en pensioneret kaptajn, Wilfred Dowman, at det faktisk var Cutty Sark. Han havde set hende sejle forbi, da han i 1895 selv var lærling ombord på et andet sejlskib, 'Hawkdale'. Han var fast besluttet på at redde skibet hjem til fædrelandet og med hjælp fra hans kones velstående familie kunne han købe hende tilbage og få hende bugseret hjem til Falmouth, hvor hun fik sit gamle navn tilbage.

Dowman ville have Cutty Sark som træningsskib, hvor unge mænd kunne få øvet deres færdigheder i sømandskab. Der boede kadetter ombord på skibet i sommermånederne. Men han åbnede også det berømte skib for offentligheden, som kunne blive roet ud til skibet og få en rundvisning ombord.

Da Wilfred Dowman DØDE i 1936, var der ikke længere nogen til at tage sig af Cutty Sark. Men et marineakademi ved Themsen tilbød, at hun kunne få en liggeplads hos dem. Dowmans enke viste dem skibet og tilbød 5.000 £ til vedligeholdelse, dermed var aftalen på plads. Cutty Sark kom på sin sidste tur til søs - på slæb ind på Themsen, hvor hun blev et velkomment supplement for skolen. Hun var et meget bedre træningsskib end det gamle krigsskib, skolen hidtil havde benyttet sig af.

Under 2. verdenskrig blev hun delvis nedrigget, så hun ikke var så stort og tydeligt et bombemål - og hun slap heldigvis også igennem krigen uden skader. Til gengæld blev der ikke ofret nogen vedligeholdelse på hende og situationen blev ikke bedre, da søfartsskolen fik et nyt træningsskib fra admiralitetet i 1946. Marinen trænede ikke længere kadetterne i at begå sig ombord på et sejlskib.

Efter et ENERGISK ENGAGEMENT af direktøren for det Nationale Søfartsmuseum og Hertugen af Edinburgh lykkedes det at rejse 250.000 £ til at restaurere Cutty Sark, der efter sin tid i Portugal, i Falmouth og ved søfartsakademiet i Greenhithe var temmelig medtaget, og 10. december 1954 blev hun ved højvande forhalet ind i en dok bygget specielt til formålet. Ved ebbe blev dokken tømt og kanalen derind fyldt op, Cutty Sarks vægt blev nu ikke længere båret af vandet men af dokkens betonbund.

Og så endelig: 25 juni 1957 blev der ÅBNET for at offentligheden kunne besøge Cutty Sark som en af Londons mest succesfulde turistattraktioner. Indvielsen blev foretaget af ingen ringere end Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II, hvilket er med til at vise og bevise hvor stor betydning det smukke skib har - både for Storbrittanien og for resten af verden. I 2003 havde over 13 mio. mennesker besøgt Cutty Sark, men man måtte sande, at restaureringen ikke som forventet ville få hende til at holde evigt. Skibet var slidt og populært sagt ved at skille ad - det er trods alt de færreste materialer der bare holder og holder og ydermere er træskibe, der står på land udsat for at skibets egen vægt presser skroget ud af facon, fordi det ikke længere understøttes af vandets bærende kraft overalt på skrogets overflade. Cutty Sark led også under dette.

Cutty Sark er bygget på jernspanter og de TRÆNGTE virkelig til en kærlig hånd, så da der i 2006 var penge nok til at restaurere hende på ny, blev hun næsten skilt totalt ad. Det skulle vise sig at være mere end heldigt, for i 2007 var der igen bud efter hende, midt under restaureringen gik der ild i det stolte skib, det nåede at blive en omfattende brand, som brandvæsenet dog lykkedes med at få nedkæmpet. Men havde størstedelen af skrogets planker ikke været afmonteret, var det næppe faldet så heldigt ud. Det viste sig faktisk at kun ca. 5 % af de oprindelige materialer gik tabt i branden. Og dermed var der heldigvis stadig grundlag for at fortsætte restaureringen.

25. april 2012 måtte DRONNING ELISABETH på den igen, efter næsten 55 år indviede hun Cutty Sark for 2. gang. Og nu er skibets skrog understøttet på en helt ny måde, der dels skulle give den bedste sikring imod deformation af skroget og dets flotte linjer. Samtidig er skibet løftet 3 meter op over bunden af dokken, hun ligger i, så de besøgende også kan gå nedenunder skroget og få en stærk fornemmelse af formgivningen. Desuden er dokken nu dækket af glas, så den er fuldstændig tør samtidig med at det udefra ser ud som om skibet rider på en bølge.

Og nu ligger hun så dér, man fristes til at sige SKØNNERE END NOGENSINDE. Det holder jo nok ikke stik, men et smukt syn er det i hvert fald . Og hun ligger trygt og godt efter alle de mange dramatiske ting, hun har været ude for. Og man kan ikke lade være med at tænke om navngivningen efter en heks er dét, der har gjort hende så plaget... Og så alligevel, hun har været ude for meget, men der findes alligevel kun én eneste clipper mere tilbage i verden - et næsten nedbrudt vrag på en strand i Sydamerika. Kan vi mon regne med og håbe på, at der også i fremtiden stadig vil være noget, der holder hånden over Cutty Sark?

Kilder:

AJENS

AJENS Copyright @ All Rights Reserved