BAGGRUND

Opdateret 4.1.2020


MARY-ANN

SÅDAN STARTEDE DET


Jeg startede som modelbygger, da jeg som ca. 13-årig fik et byggesæt i julegave. Jeg lagde hårdt ud, men gik egentlig ret hurtigt i stå, hvorefter den halvfærdige båd samlede støv i mange, mange år.

Men så, godt og vel 40 år senere tænkte jeg, at jeg vist hellere måtte få den fine båd færdig. Først skulle der godt nok lige repareres lidt, for "nybygningen" var lige så stille begyndt at gå op i limningen - helt bogstaveligt.


Jeg havde fået sat mig selv under pres ved at få lavet en byggeplade med indgraveringen "Bygget ca. 1970-2012". Og Claudia fik den sidste lak 31. december 2012 - 10 minutter før majestætens nytårstale...

Jo, det tog rigtig nok en årrække, før Claudia var færdig. Og da jeg genoptog byggeriet, var internettet kommet til. På google, YouTube og i diverse modelbygger-fora fandt jeg megen god inspiration og gode løsninger til at komme over de sidste besværligheder. Undervejs "faldt" jeg også over det lille video-klip, som du selv kan se, hvis du klikker på knappen herunder.

Da jeg så kutteren i silhuet mod lyset, var jeg helt sikker på, at jeg også blev nødt til at bygge Billing Boats' Mary-Ann. Jeg synes dog, at faconen på kutterens skrog er lidt for træsko-agtig, for høj og for bred efter min smag. Min påstand er i øvrigt, at selv om Billing Boats hævder at byggesættet baserer sig på originale tegninger fra skibsværftet, så er man ikke lykkedes 100 %, hvilket er OK for mig. Der har godt nok eksisteret en Esbjerg-kutter E 382, men aldrig én, der hed Mary-Ann. Byggesættets Mary-Ann er til gengæld tæt på at være en kopi af E 382 Inge Grethe, bygget i 1957, det er man ikke i tvivl om, når man ser den på Fiskeri- og Søfartsmuseets foto (tilgængeligt på deres hjemmeside).


Derfor har jeg det også fint med selv at afvige lidt fra virkeligheden og bygge min egen kutter, som så ikke er en "ægte" model af en virkelig kutter, men som dog vil vise, hvordan en typisk, dansk kutter fra perioden så ud. Sådan som man kunne se dem i hundredevis overalt i Danmark, men som i dag er væk, hugget op eller i bedste fald bygget om til ukendelighed. Med den viden og alle de tips, jeg har fundet på "nettet", er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan bruge delene i byggesættet og alligevel "nå i land" med de ændringer, som passer mig bedre.


Jeg har simpelt hen tegnet et nyt skrog i "DELFTship", et hollandsk freeware-program. De væsentligste forskelle i forhold til Billing Boats' skrog er, at mit er lidt smallere og har slankere linjer og en realistisk styrlastighed i stedet for en næsten fuldstændig vandret køl.